Lynnedslag satte ild til tag i Brønderslev

Et lynnedslag startede onsdag middag en brand i taget på et hus i Brønderslev, mens beboerne ikke var hjemme.

Det voldsomme uvejr over Nordjylland har onsdag middag ført til brand i et rækkehus i Otto Mallings Kvarter i Brønderslev.

Et lynnedslag satte ild til taget, mens beboerne ikke var hjemme.

Heldigvis blev branden hurtigt opdaget af en opmærksom nabo. Det fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Jens Anker Gere.

- Vi har ikke helt et overblik over, hvor meget skade der er sket på huset, men det skulle ikke være så slemt indenfor. Den ene side af tagkonstruktionen er brændt, og huset har fået flere vandskader, efter vi har sprøjtet vand på det, siger Jens Anker Gere.

Beredskabet kørte med alt udstyret fra stationen i Brønderslev, hvilket består af to sprøjter, en stigevogn og to tankvogne.


Seneste nyt

fra Nordjylland