Man løber hurtigere med kniv - men det kræver man får den

Ung nordjyske gamer købte en virtuel kniv på nettet - men blev noget så grundigt snydt, han betalte 1100 kroner, men kniven dukkede ikke op.

Øv, bøv og snydt. Sådan må en 16-årig dreng fra Brønderslev have det, efter han på den hårde og dyre måde har lært, at man ikke skal stole på alle, heller ikke nettet.

Den unge mand, der er ivrigt Counter-striker-spiller var søndag aften på udkig efter en virtuel kniv til spillet Counter-strike: Global Offensive.

Han fandt en kniv til 1100kr., som skulle betales over MobilePay. Han aftalte med sælger, at pengene ville blive sendt, og når de var modtaget, ville sælger lave et tradeoffer til køber, så han kunne få kniven.

Pengene blev sendt af sted via MobilePay, men sælgeren snød så vandet drev. Den 16-årige blev blokeret på nettet - og gik således glip af både kniv og penge. 

Nordjyllands Politi, der har modtaget anmeldelse fra den 16-årige dreng, oplyser, at man skal være varsom med sådanne handler.

- Hvis du ønsker at handle med virtuelle items på Steam, så husk altid at bruge Steam Market, hvis muligt. Ønsker du ikke at betale de 20 pct. af markedsprisen i gebyrer, kan du med fordel benytte en mellemmand fra en af de større Facebook-grupper såsom "Unge Gamere - Køb, salg og bytte" eller "CS:GO Danmark", lyder det fra politiet, som tilføjer:

- Hvis prisen på en M9 Bayonet Ice and Fire lyder for god til at være sand, så er den det nok. 


Seneste nyt

fra Nordjylland