Muskelsvindfonden om Brønderslev Kommune: - En af de værste i landet
Mathilde Molbech Sørensen lider af muskelsvindssygdommen Pompes Disease, hvilket betyder, at hun har brug for hjælp stort set døgnet rundt.
Brønderslev Kommune møder i dag voldsom kritik fra Muskelsvindfonden for deres forvaltning af hjælp til handicappede, også kendt som BPA-ordningen.
Mathilde Molbech Sørensen lider af muskelsvindssygdommen Pompes Disease, hvilket betyder, at hun har brug for hjælp stort set døgnet rundt. Hun har søgt Brønderslev Kommune om at komme på en BPA-ordning, Borgerstyret Personlige Assistance, hvor hun kan ansætte assistenter, der kan hjælpe hende, når hun har brug for det. Det har kommunen afvist.
- Jeg føler mig udbrændt i hovedet, jeg begynder at få ondt i nakken, smerter og lidt hovedpine også, siger Mathilde Molbech Sørensen.
Servicelovens paragraf 96 siger ellers, at BPA-ordningen skal sikre, at personer med omfattende funktionsnedsættelser kan fastholde eller opbygge et selvstændigt liv.
I foråret søgte hun få en BPA-ordning hos Brønderslev Kommune. Ansøgningen blev afvist.
- Jeg ville få min frihed tilbage, det føler jeg ikke at jeg har nu. Jeg føler, jeg er fanget i min egen krop. Jeg tror faktisk godt, de kan se, jeg har brug for den hjælp, men jeg tror, det er et spørgsmål om penge, siger Mathilde Molbech Sørensen.
Hun er tidligere blevet undersøgt ved det uafhængige Rehabiliterings Center for Muskelsvind, der konkluderer, at en BPA-ordning er den eneste ordning, der kan løse de samlede behov, men Brønderslev Kommune tilbyder 7,5 timers fastlagt hjemmehjælp om ugen.
- Jeg arbejder med det her område i hele landet, og Brønderslev Kommune er absolut et af de allerværste steder. Vi nærmer os det punkt, hvor jeg vil sige, at retten til at forvalte det her område bør tages fra dem, siger Thomas Krog, der er handicappolitisk konsulent i Muskelsvindfonden.
Den kritik kommer bag på Social- og Sundhedsudvalgsformand i Brønderslev KommuneMartin Bech.
- Det er jeg da ked af, det er aldrig særlig sjovt, når der er nogen, der ikke synes, vi gør det godt, men det er nogle gange en kommunes lod ikke at kunne stille alle tilfreds, siger Martin Bech (V).
- Jeg ved ikke, om jeg helt anerkender præmissen om, at det står så skidt til. Man kan selvfølgelig godt tegne et billede på baggrund af enkelte sager, at det er helt ad pommern til i Brønderslev Kommune, men som sagt så anerkender jeg ikke helt, at det står så skidt til, siger Martin Bech.
Ikke første gang
Her på TV2 Nord har vi tidligere fortalt om borgere fra Brønderslev, der føler sig klemt i BPA-systemet.
- Det er simpelthen ikke et velfærdssamfund værdigt. Og lovgivningen er sådan, at man skal kompensere for de her handicap, men Brønderslev Kommune tænker åbenbart kun i penge. Jeg synes, det er sørgeligt, siger Thomas Krog.
Mathilde Molbech Sørensen har klaget over kommunens afslag, nu afventer hun deres endelige afgørelse.