Nordjysk hest skal flyves til New York
Foto: Hans-Christian Lauritzen
Den nordjyske hest Slide So Easy er udtaget til VM i trav. Nu skal den på en flyvetur til New York.
Den nordjyske stjernetraver Slide So Easy får en oplevelse for livet til oktober. Hesten er netop blevet udtaget til det uofficielle VM for travheste, der foregår i New York lørdag den 13. oktober. Derfor skal travhesten nu ud og flyve for.
- Om den får jetlag? Det ved jeg faktisk ikke. Det er første gang han skal ud og flyve, så det bliver spændende at se, hvordan han reagerer på sådan en tur, siger Slide So Easy's staldmand Martin Bjerregaard til TV2 Nord.
Om den får jetlag? Det ved jeg faktisk ikke. Det er første gang han skal ud og flyve
Staldmand, Martin Bjerregaard
Martin Bjerregaard har passet Slide So Easy i tre år, siden hesten kom i stald hos den professionelle travtræner Flemming Jensen, der bor på en gård ved Hjallerup. 9-årige Slide So Easy blev udtaget efter den i søndags vandt et stort løb på Aalborg Væddeløbsbane. Det var dens femte sejr ud af otte mulige i 2018.
- Han er en utrolig behagelig hest, at have med at gøre, og han er utrolig let i hverdagen. Han har det der med, at han er ret god til at løbe væddeløb, og i den her sportsgren er det jo en ret væsentlig ting, smiler Martin Bjerregaard.
I starten af oktober bliver Slide So Easy kørt til Liege i Belgien. Her har den lokale lufthavn specieliseret sig i at sende heste over Atlanten, og Slide So Easy skal flyve sammen med flere andre VM deltagere. Martin Bjerregaard skal med til USA, og sørge for at hesten bliver godt akklimatiseret, inden den skal deltage i et af verdens største travløb.
- Det er klart, vi vil gerne se ham gå et rigtig fint løb, og måske kan han også tage en præmie derovre. Hvis alting går op i en højere enhed, har han vel lige stor chance som de andre heste, forklarer Martin Bjerregaard til TV2 Nord.
Løbet i i New York har en præmiesum på en million dollars. Tarok deltog i 1977 uden at blive placeret, og i 1986 sikrede hesten Habib den foreløbig eneste danske sejr ved det uoffielle VM. Slide So Easy er i øvrigt ejer af fire nordjyske mænd, der alle tager med til New York.