LIGE NU:

Nordjysk solokonfirmation

Store Bededag er traditionen tro store konfirmationsdag. Også i Serritslev Kirke. Men her var der kun én konfirmand at fejre og konfirmere

Serritslev er pyntet op med solskin og fuld flagallé gennem hovedgaden. Præst, organist og kirketjener er på plads. Men der er kun en konfirmand, Peter Christensen, til at tage imod al opmærksomheden. Det gør ham nu ikke så genert

-Det er ok. Jeg har selv valgt det. Jeg er døbt her i Serritslev. Så skal jeg også konfirmeres her – og giftes her engang, siger Peter Christensen.

Skolen er lukket i Serritslev. Nu går børnene i skole i Brønderslev. Og her bliver de også konfirmeret. Bare ikke Peter Christensen. Men mange af klassekammeraterne fra Brønderslev var taget til Serritslev Kirke for at se ham blive konfirmeret.

Peter Christensens forældre synes det er helt i orden, at sønnen har valgt en solo-konfirmation.

-Vi er jo alle sammen døbt, konfirmeret og gift her, så hvorfor ikke, siger faderen til konfirmanden, Steen Christensen.

solo-konfirmationer er heller ikke rutine for præsten.

-Sidste år havde vi en, der blev konfirmeret under en højmesse, men nu er det første gang, jeg har en regulær solo-konfirmation. Det er fint, for en konfirmation skal være festlig, uanset hvor mange der er i kirken for at blive konfirmeret, siger præsten, Kathrine Rothbøll Raarup.