Pårørende hylder bosted: - Nu ved jeg, at min datter har det godt
Det kan betale sig at følge sine drømme. Det kunne det i hvert fald for Anne Marcussen her, som for tre år siden drømte om at åbne sit eget bosted for udviklingshæmmede i Brønderslev. Det kom der bofællesskabet Frederiksgade ud af - et bosted som netop har vundet en pris for deres arbejde.
Kun tre år efter at Bofællesskabet Frederiksvej slog dørene op i Brønderslev, har bostedet vundet en pris for sit arbejde med beboerne.
Indtil for tre år siden var Bofælleskabet Frederiksvej kun en drøm i Anne Marcussens hoved. Hun arbejdede på et kommunalt bosted, men hun drømte om noget andet.
- Dengang var det jo ikke mig, der bestemte eller mig, der kunne beslutte retningen, fortæller hun.
Derfor besluttede hun sig for at springe ud i et projekt, hun længe havde drømt om - hendes helt eget bosted. Det er der kommet Bofælleskabet Frederiksvej ud af.
Og kun tre år efter, at den første beboer flyttede ind på bostedet, er alle værelserne fyldte, og Bofællesskabet Frederiksgade har netop modtaget Årets Socialpris fra foreningen LOS, der er en sammenslutning af private sociale tilbud.
Det er de pårørende til beboerne i bofællesskabet, som har indstillet Anne Marcussen og resten af personalet på bostedet til prisen:
- Det er et sted, hvor der er liv, og de unge mennesker får så mange oplevelser. Som jeg også skrev i indstillingen, nu ved jeg, at min datter har det godt. Selv den dag, hvor jeg ikke er her mere, fortæller Elsebeth Nielsen, som er mor til en af stedets beboere.
Noget af det, som stedet roses for, er, at der her bliver lyttet meget til, hvad beboerne selv ønsker af aktiviteter. Det har både resulteret i rød løber til fødselsdag og andre mærkedage og udflugter til Vild med Dans og Kandis-koncert.
Det gør bostedet til et rigtig godt sted at være, hvis man spørger beboerne selv.
- Det er det bedste bofællesskab. Jeg er rigtig glad for at bo her, fortæller Morten Nørgaard.
Se hele historien om de prisvindende bofællesskab øverst i artiklen.