Røver truede sig til kontanter med kniv: Løb fra stedet og smed både penge og våben
En yngre mand røvede onsdag aften LIDL i Brønderslev. Han truede personalet med en kniv.
Supermarkedet LIDL på Østergade i Brønderslev blev onsdag aften udsat for væbnet røveri, da en yngre mand truede sig til at få udleveret kontanter.
Alarmen om røveri indløb klokken 21.08, da manden indfandt sig i butikken og - bevæbnet med en kniv - truede personalet bag kassen.
- Han lægger en pose på disken og siger noget i stil med "fyld posen op," fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Henrik Beck.
Fik lille beløb - og smed det hele fra sig
Kassen bugnede dog på ingen måde, så da personalet havde imødekommet røverens trusler, var posen langt fra fyldt op. Han havde fået udleveret hvad vagtchefen kalder et "lille beløb" uden at komme nærmere ind på den faktiske størrelse.
Efter røveriet flygtede manden fra butikken til fods, og kort tid efter smider han - af ukendte årsager - posen med både penge og kniv fra sig.
- Det er en hundepatrulje, der finder posen kort fra butikken. Hvorfor han gør det, ved vi ikke. Det er nok kun ham selv, der kan svare på det, og vi har altså ikke fundet ham endnu, fortæller vagtchefen.
Grå bandana og skægstubbe
Nordjyllands Politi vil derfor gerne høre fra alle, der måtte have set røveren op til eller efter røveriet, der fandt sted kort efter klokken 21 onsdag aften. De hører også gerne fra personer, der ud fra signalementet af røveren kan genkende ham.
Røveren beskrives som en yngre mand, der er mellemøstlig af udseende og med sorte skægstubbe. Han bar under røveriet mørkt tøj og havde en grå bandana med sorte streger trukket op for munden og næsen. Han talte dansk med "normal mellemøstlig accent".
Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.