Røveri mod guldsmed: Truede personale med pistol
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En røver truede personalet med en pistollignende genstand, da han torsdag eftermiddag begik røveri mod en guldsmed i Brønderslev.
Guldsmedebutikken Guldsmed Hansen på Algade i Brønderslev blev torsdag eftermiddag kort efter klokken 17 udsat for et væbnet røveri.
- Gerningsmanden truede personalet med en pistollignende genstand. Om der er tale om en gaspistol eller lignende ved jeg ikke, men der var ikke nogen der blev ramt, og der er ikke nogen, der er kommet noget til ved røveriet, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Bruno Brix.
De første meldinger lød på, at der var afgivet skud i forbindelse med røveriet, men den oplysning er siden blevet trukket tilbage, og der er nu uvished om, hvorvidt der blev løsnet skud.
Efter røveriet løb gerningsmanden fra stedet. Kort fra guldsmeden ventede en medgerningsmand på en knallert, og de kørte derefter fra stedet på den.
Signalementet af røveren er sparsomt, og det samme gælder for medgerningsmanden og knallerten de flygtede på.
Gerningsmanden beskrives som en mand, spinkel af bygning og cirka 185 centimeter høj. Han var iført en grå hættetrøje og bar maske. De to mænd havde, da de flygtede på knallerten, en sort taske imellem sig.
- Den var nok tiltænkt udbyttet, men vi ved slet ikke om de fik noget med derfra, fortæller vagtchefen.
Politiet har efter røveriet afhørt flere vidner, men hvis man har observeret noget op til, under eller efter røveriet og ikke har talt med politiet, hører de gerne om det. Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.