Simpelt indgreb efterlader 3-årig lam og hjerneskadet

Et simpelt indgreb i et øre har fået tragiske konsekvenser for en syrisk familie i Brønderslev. Nu har Styrelsen for Patientsikkerhed nedlagt påbud og skærpelser mod klinikken der foretog operationen.

Efter det, der skulle være et simpelt indgreb i det ene øre på en klinik i Brønderslev, skulle intet nogensinde blive det samme for en syrisk dreng og hans familie. 3-årige Ahmed skulle have lagt dræn i det ene øre. Et indgreb, der umiddelbart er simpelt, men som efterlod ham totalt lammet og med svære hjerneskader.

- Min søn kan slet ikke bevæge sig. For eksempel kan han ikke bevæge sine arme og ben, fortæller Khaled Ahmad.

Operationen fandt sted på en klinik i Brønderslev den 20. marts. Efter episoden er Styrelsen for Patientsikkerhed gået ind i sagen.

- Det er meget alvorligt. Og det er vores sanktioner jo også udtryk fortæller Charlotte Hjort, der er overlæge og enhedschef hos Styrelsen for Patientsikkerhed i Randers.

Det er under opvågningen efter indgrebet, at det går helt galt med den lille dreng. Khaled Ahmad bliver bedt om at vente ved sin søn på opvågningsstuen, hvor hverken udstyr eller sygeplejersker overvåger Ahmed, mens han vågner.

Khaled ser hurtigt, at hans søn ikke har det, som han skal, da han ikke vågner efter de to minutter, som han var blevet lovet. Derfor tager han kontakt til lægerne på stuen ved siden af.

- Jeg åbner døren, kigger på dem og siger, at min søn ikke har det godt. Vil I ikke komme og kigge til ham?, fortæller Khaled Ahmad.

Ifølge Khaled Ahmad kigger en sygeplejerske hurtigt ind. Uden at gå hen til eller røre ved Ahmed konstaterer sygeplejersken, at alt er som det skal være. På det tidspunt har Khaled taget dette billede af Ahmad.

 
 
Foto: Privatfoto

Alt var dog langt fra som det skulle være. Ahmed havde fået hjertestop, og først flere minutter senere får Khaled Ahmad tilkaldt hjælp til sin søn.

- Han (lægen, red.) tjekker hans puls med fingrene og fortæller mig, at han ikke har det godt. Han kan ikke trække vejret, og hans hjerte er stoppet, fortæller Khaled Ahmad.

I dag kan Ahmed trække vejret selv efter en uge i respirator. Men han kan hverken spise selv eller på nogen måde bevæge sig. Engang imellem har han åbne øjne, men han reagerer hverken på lys eller bevægelser.

På baggrund af episoden har Styrelsen for Patientsikkerhed givet flere faglige påbud på klinikken i Brønderslev samt skærpet tilsynet.

- Et skærpet tilsyn vil sige, at vi holder ekstra øje med den pågældende person, og det kan være i form af, at vi beder om at få journaler tilsendt med visse mellemrum for at se, jamen retter vedkommende nu op på det, fortæller Charlotte Hjort.

Men skærpelser og øget overvågning gavner ingen hos den lille familie i Brønderslev. De får formentlig aldrig deres gamle Ahmed tilbage.

- Jeg håber, at han en dag kommer tilbage, som han var en gang. Lægerne siger, at det aldrig sker. Men jeg tror på, at min Gud kan gøre alt, fortæller Khaled Ahmad.

Klinikken har ikke ønsket at kommentere sagen over for TV2 Nord.


Seneste nyt

fra Nordjylland