Skolebrand: Klasseværelse totalt udbrændt

Nordjyllands Beredskab måtte tirsdag rykke ud til en brand på Flauenskjold Skole i Brønderslev Kommune. Ingen er kommet til skade under den kraftige brand.

Et bygning på 400 kvadratmeter gik tirsdag i brand.

Bygningen, som var en del af Flauenskjold Skole, husede fire klasselokaler.

Et af klasselokalerne er totalt udbrændt, og de tre resterende har kraftige sodskader, oplyser Nordjyllands Beredskab til TV2 Nord.

Bygningen var i to etager, og det er et af klasseværelserne på det øverste plan, der er slemmest medtaget af ilden.

Tilkaldte brandfolk fik hurtigt kontrol over branden, så den ikke bredte sig til resten af skolen.

Ingen kom til skade, men alligevel har en ambulance været på stedet, hvis enkelte skulle føle ubehag på grund af røgen fra branden.

Fra Nordjyllands Beredskab lyder der stor ros til lærernes håndtering af hele situationen.

- Personalet har haft helt styr på det. De har gjort det de skulle, og det er samtidig lykkes at begrænse brandskaden til selve klasselokalet, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, Jørgen W. Pedersen til TV2 Nord.

Beredskabet har haft assistance fra både Falck i Dronninglund og Falck i Sæby.

I øjeblikket er man ved at sikre bygningerne, og om et par timer satser man på at kunne forlade stedet.

Brandårsagen er endnu ukendt, og det er op til Nordjyllands Politi at fastslå den.

Umiddelbart tyder intet på, at branden var påsat i følge Nordjyllands Beredskab.  

 


Seneste nyt

fra Nordjylland