Sol og sommer på Jerslev Marked

Weekendens solrige vejr har trukket cirka 15.000 gæster til Jerslev Marked.

Traktortræk og gode tilbud i kræmmerboderne lokker hvert år mange til Jerslev i slutningen af juni. I år er ingen undtagelse. Fra fredag til i dag har markedet haft åbent, og arrangørerne forventer, at cirka 15.000 gæster har været forbi.

- Det er gået godt, og planlægningen er gået fornuftigt. Vi har haft rigtig stor succes med kræmmerne i år, siger Jørn Mose, der er PR-ansvarlig for kræmmerne.

 

Antallet af gæster er ikke helt på linje med sidste år, og det skyldes fredagens besøgstal, som lå en smule under. Men lørdag og søndag ser markedet ud til at have lige så mange gæster som i 2018. Det mærker Marianne Hjortlund der er kræmmer fra Kaas også:

- Da pladsen åbnede fredag, der tænkte vi godt nok de første par timer, at det her, det bliver vi da ikke rige af. Men så kom der gang i den, og så var vi tilfredse. Det tegner også til, at det bliver en god dag i dag, siger hun.

Populært traktortræk

Lørdag er det især det populære traktortræk, der trækker folk på pladsen.

- P-vagterne siger, at parkeringspladserne er ved at være fyldt godt op, både på den sydlige p-plads og på boldbanerne. Når P-vagterne siger det, så ved jeg, at der bliver godt fyldt op til traktortræk, så vi regner med 3-4000 gæster bare til det, siger Jørn Mose.

quote Det er perfekt markedsvejr. Ikke for varmt, ikke for koldt og en lille smule blæsende, så vi ikke sender for mange til kysterne,

Jørn Mose, PR-ansvarlig for kræmmerne

En af dem, der er taget på markedet for at se traktortræk er Leif Godskesen, som bor i Jerslev. For ham betyder det også noget for oplevelsen, at der er mange tilskuere i år:

- Jeg skal se traktortræk, det skal jeg. Det er jo populært, og jeg ser måske ikke det hele, men jeg ser i hvert fald en del af det. Det er mit indtryk, at det er lidt stort denne gang, så det kan jo trække en del mennesker, siger Leif Godskesen fra Jerslev.

Marked frem for sydpå

Udover traktortræk har gæsterne også mulighed for at opleve det store heste- og kræmmermarked, tivoli og tombola. På markedspladsen fortæller gæsterne, at der er flere grunde til, at de slår vejen forbi Jerslev marked:

- Vi skal bare rundt og kigge og hygge os, se om der er noget, vi falder over, som vi skal købe, siger Kathrine Pedersen fra Brønderslev.

- Vi tager det som en ferie. Vi tager ikke sydpå, men så tager vi til det her og har campingvognen med og går og hygger os og snakker med folk, men vi er også godt trætte, når dagen er omme, siger Marianne Hjortlund fra Kaas.

Søndag står programmet blandt andet på Ib Grønbech og Gurli Gris for de mindste, og så er der igen traktortræk – denne gang med havetraktorer. Vejrudsigten siger endnu engang fuld sol og sommer, hvilket glæder Jørn Mose:

- Det er perfekt markedsvejr. Ikke for varmt, ikke for koldt og en lille smule blæsende, så vi ikke sender for mange til kysterne, så det er helt perfekt, siger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland