Uganda søger inspiration i Brønderslev
Der var i dag særdeles usædvanligt besøg på Sønderhaven Gårdmejeri ved Brønderslev. Gården skiller sig ud ved, at den producerer kvalitetsoste, hvor alle råvarerne er dyrket inden for en radius af en kilometer, og den arbejdsmetode har vagt opsigt tusindvis af kilometer fra Brønderslev.
Forbilledlig landbrugsdrift har fået delegation af landmænd og repræsentanter fra fødevarevirksomheder til at rejse fra Uganda til Brønderslev.
Fredag havde gårdejer Preben Ørum fra Sønderhaven Gård og Gårdmejeri fået fornemt besøg af en gruppe ugandere, der var taget til hans gård uden for Brønderslev for at søge inspiration og blive klogere på, hvordan man kan drive et selvforsynende landbrug.
På Sønderhaven Gård og Gårdmejeri bliver mælken både produceret og bearbejdet om til ost, og det er netop gårdens kombination af mælkeproduktion og mejeri, der vækker opsigt i Uganda.
- Regeringen i Uganda anbefaler, at hvis du producerer noget, skal du tilføje det værdi, for at lave det til et bedre produkt. For hvis du forbedrer produktet, får du en højere indtjening, siger Zaake W. Kibedi, der er Ugandas ambassadør i Danmark.
Fredag fik delegationen en detaljeret rundvisning på den nordjyske gård, og der blev stillet spørgsmål om alt fra lagring af oste til køernes foder.
- De er så interesserede, at det er helt ufatteligt, og de slugte det hele, hvis man kan sige det sådan. De gav også udtryk for, at det var noget, de virkelig kan bruge til noget, siger gårdejer Preben Ørum.
Holdet fra Uganda fortsætter efter weekenden deres inspirationstur til Finland og derefter Sverige.