De nordjyske minkavlere var blandt de allerførste, der oplevede coronavirussens forbandelser - og senere også dem, den kom til at ramme allerhårdest. Et helt erhverv blev tvangsnedlukket. En situation, hvor minkavlerne psykisk kan være ramt på samme måde, som når personer har været udsat for et terrorangreb, siger lederen af Regions Nordjyllands psykosociale kriseberedskab.

Der burde være travlt på familien Vinther Kristensens minkfarm i Hørby ved Hobro. Der er sæson for parring af de gemte avlsdyr, men i år er alle burene tomme for første gang i 36 år. For Olav Vinther Kristensen og sønnen Morten er stilheden en tilstand, der kræver tilvænning.

- Selv om jeg har vænnet mig til tanken om, at vi ikke skal parre mink i år, så er det faktisk noget man går og tænker en del over og bliver rørt af. Det har været en tilbagevendende begivenhed i hele mit liv, så det påvirker mig faktisk mere, end jeg havde regnet med, siger Morten Vinther Kristensen.

Selv om minkfarmen ved Hobro nu står tom er der intet hastværk med at få den tømt for halm og gjort ren. Som en af de få blev den nemlig aldrig smittet med coronavirus, og derfor fik de lov til at pelse den sidste avl og sende skindene på auktion. Alligevel blev det oplevet som et overgreb, at alle dyrene skulle slås ihjel.

- Problemet er, at vi ikke selv har taget beslutningen og ikke har respekt for grundlaget beslutningen blev taget på. Der kommer sådan nogle små flashback, hvor man enten bliver sur og gal på politikerne, og på andre tider gør det bare ondt, siger Olav Vinther Kristensen.

Som at miste sine forældre

Længe inden gennemsnitsdanskeren havde lært at sige corona, oplevede minkbranchen virussens ødelæggende virkning.

Udbruddet startede i Kina, som er det land, danske minkavlere eksporterer klart mest til. Pludselig blev opkøberne fra Kina væk fra auktionerne.

- Vi var jo så uheldige, at inden vi blev ramt herhjemme blev vi ramt i Kina, da de lukkede ned. Det betød, at de første auktioner i København blev aflyst, så allerede i det tidlige forår 2020 fik vi et forvarsel om, at der ventede os et træls år, siger Morten Vinther Kristensen.

Det skulle vise sig at coronavirussen blev skæbnesvanger for minkbranchen. De små pelsdyr blev nemlig hurtigt smittet med Covid 19, da pandemien nåede til Danmark. Det fik regeringen til d. 4. november at beordre alle mink i Danmark slået ihjel. En beslutning, der på et øjeblik lagde generationers avlsarbejde i ruiner, og udslettede tusinder af familiers livsværk.

Olav Vinther Kristensen oplevede det som et voldsomt indgreb i familiens liv.

- Jeg vil sammenligne det lidt med, at jeg i løbet af få år mistede begge mine forældre. Følelsen af, at noget aldrig kommer igen. Du kommer ikke til at se det igen, og du kan heller ikke engang gå over til naboen og opleve det igen. Du kan ingenting. Det er væk!, siger Olav Vinther Kristensen.

Krisehjælp til avlere

I samarbejde med landbrugsorganisationerne og pelsdyrbranchen stillede Region Nordjylland krisehjælp til rådighed for de ramte i minkerhvervet. Lederen af det psykosociale beredskab Jan Mainz, direktør for Kvalitet og Patientforløb ved Psykiatrien i Region Nordjylland tøver ikke med at sammenligne minkavlernes situation med ofre for de voldsomste oplevelser:

- Noget af det, der går igen hos de ramte kan være koncentrationsbesvær. Det kan være hukommelsesbesvær, men også nogle fysiske symptomer i form af især søvnproblemer. Flere har også oplevet pludselige opvågninger om natten eller svedeture og hjertebanken. Man kan sammenligne det med at komme ud for et alvorligt trafikuheld, et drab eller selvmord blandt en nært pårørende eller endda en terroraktion, siger Jan Mainz.

Region Nordjyllands psykosociale beredskab har foreløbigt ydet krisehjælp til 25 nordjyske familier, men Jan Mainz er ikke i tvivl om, at mange flere kunne have brug for hjælp.

- Jeg er overbevist om, at der gemmer sig et stort mørketal i gruppen af minkavlere. Der kan være tale om ligeså mange, der har brug for hjælp, som dem vi allerede har været i kontakt med. Vi har heldigvis haft et godt samarbejde med landbrugsorganisationerne og pelsdyrforeningerne, hvor vi også har deltaget på deres store møder med minkavlerne, så vores hjælp har været let at få adgang til, siger Jan Mainz.

Svært at nå ind til landmænd

Ifølge Jan Mainz er især landmænd, som minkerhvervet er en del af, en svær gruppe at komme i kontakt med, når der er behov for krisehjælp, netop fordi der typisk er tale om robuste mænd i 50-års alderen eller endnu ældre. Alligevel skal man være opmærksom på en række symptomer, der er kroppens eget advarselssystem på, at der er behov for handling.

- Nogen reagerer med voldsom vrede, andre reagerer med at de trækker sig ind i sig selv som en form for apati. Nogen vil komme med meget stærke følelsesudbrud. Det er helt normale reaktioner, som betyder at du befinder dig i en ekstraordinært presset situation, siger Jan Mainz.

Olav Vinther Kristensen og hans søn Morten har ikke haft behov for krisehjælp, men de genkender alligevel symptomerne på ekstremt stres. Selv om de mentalt er afklarede med en fremtid uden mink er der alligevel til stadighed minder og indtryk, der banker på.

- Vi var selvfølgelig mest påvirkede i november måned, da det hele stod på, men vi prøver også bevidst at se fremad, men på den anden side er der også ting, der stadig ligger og rumsterer og som der let kan blive revet op i igen, siger Morten Vinther Kristensen, der har et job som ingeniør, at falde tilbage på.

Hans far Olav er også afklaret, men til gengæld også desillusioneret. Han har mistet troen på Staten og systemet, som har taget hans livsværk fra ham.

- Det værste har været den respektløshed, som man har behandlet minkavlerne med og også deres dyr. Jeg glemmer aldrig billederne af mink, der var smidt ud som affald og bare lå og rådnede op. Det synes jeg, var et stort overgreb.

- Vi har haft lejlighed til at sætte ord på vores følelser i flere medier, og det tror jeg faktisk har hjulpet os, som en form for terapi, siger Olav Vinther Kristensen.