Borgmester: - Vi kan ikke garantere, at børn selv holder afstand
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord
Offentlige institutioner må ikke åbne igen, før Sundhedsstyrelsens retningslinjer overholdes. Men der vil ske utilsigtede hændelser alligevel, mener borgmester i Hjørring Kommune
Sundhedsstyrelsen har udstukket en lang række retningslinjer, som kommunale skoler og daginstitutioner skal opfylde, før de kan åbne 15. april.
Retningslinjerne er mange, og det bekymrer borgmester i Hjørring Arne Boelt (S). Han mener ikke, at de som kommune alene kan sikre, at alle retningslinjer bliver overholdt.
- Der er ikke noget i vejen med retningslinjerne. Men børn er ikke ens, og der vil være børn, som kommer til at gøre en utilsigtet hændelse. Og sådan noget, skal man kunne acceptere. Vores medarbejdere, vil gøre det, så godt de kan, men der vil ske fejl hen ad vejen. Jeg er realist i forhold til, hvad de små børn i aldersgruppen kan kapere, siger han.
Der stilles krav til voksne - ikke børn
Men der er ikke plads til meget slinger i valsen. Det slog Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil fast i dag på et pressemøde.
- De får ikke lov til at genåbne, før det (retningslinjerne, red.) bliver overholdt, sagde hun på pressemødet.
- Det er rigtig set, når Arne Boelt siger, det er en vanskelig opgave, at vi skal nå et sted hen, hvor man lever op til Sundhedsstyrelsenses retningslinjer. Men de ting skal være på plads, inden man åbner, derfor har jeg forståelse for, at man ikke alle steder kan åbne 15. april, men at det kommer til at tage længere tid før man har det hele på plads, sagde hun til TV2's reporter på stedet.
Også Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen gav sit besyv med på pressemødet. Han fortæller, at der er taget højde for, at små børn ikke nødvendigvis er så gode til at overholde de nye retningslinjer.
- Vi stiller ikke krav til børnene. Vi stiller krav, retningslinjer og anbefalinger til de voksne. Vi tager højde for, hvordan børn er og skal være. Så laver vi en lang række tiltag, som vi ved reducere smitten eksempelvis hygiejne, vask af legetøj og alle mulige andre forsigtighedsprincipper, sagde han.
Tilbage i Sindal, fortæller Arne Boelt (S) at det er planen, at langt de fleste skoler og daginstitutioner genåbner 15. april.
- Vi skal i gang igen stille og roligt. Der vil nok ske nogle utilsigtede hændelser hen af vejen, derfor er det vigtigt, at forældre har tilliden til, at vi og vores medarbejdere gør det bedste, vi kan, siger han.
Her er retningslinjerne
Hygiejne og afstand:
- At der udarbejdes instrukser for hygiejne og adfærd.
- At ansatte og elever bliver oplært i håndvask med vand og flydende sæbe, og hvornår der eventuelt benyttes håndsprit.
- At der informeres om, hvornår der skal foretages håndvask, hosteetikette, undgåelse af tæt kontakt og øvrige hygiejneanbefalinger.
- At sikre faste rutiner for håndvask.
- Det anbefales, at der generelt holdes en afstand på to meter fra hinanden, for at forebygge smitte.
- Ansatte, børn, elever og ledsagende voksne skal vaske hænder med vand og flydende sæbe ved ankomst til institutionen eller skolen.
- Børn og ansatte skal vaske hænder i faste intervaller (som minimum hver anden time), efter toiletbesøg, før og efter spisning, efter næsepudsning og efter host eller nys i hænder eller engangslommetørklæde.
- Kun anvende engangsmaterialer som papirservietter, vaskeklude, forklæder med mere.
- Anvende spritservietter eller hudvenlige vådservietter, når man ikke er i nærheden af vand og sæbe, for eksempel på ture. Der skal vaskes hænder med vand og flydende sæbe hurtigst muligt herefter.
- Generelt skal fysisk kontakt, tæt og langvarig kontakt, håndtryk, kram med mere undgås med personer, som du ikke bor i husstand med.
- Offentlig transport skal undgås ved eventuelle ture væk fra institutionen og skolen.
- Større forsamlinger skal undgås - for eksempel morgensang.
Information:
- At der på institutionens arealer, for eksempel ved indgangen og øvrige relevante steder, hvor børn, forældre og ansatte færdes, opsættes information/plakater fra Sundhedsstyrelsen om smitteforebyggende tiltag.
- At der i institutionen foreligger en instruks for håndtering af personale og børn med symptomer, der kunne være forenelige med covid-19.
- At ansatte og forældre har kendskab til de skærpede krav for håndtering af sygdom.
- At sikre, at nære kontakter til eventuelt syge modtager information om forholdsregler i tilfælde af sygdom.
- Håndtering af personale i særlig risiko (ældre over 65 år, personer med kronisk sygdom eller nedsat immunforsvar og gravide).
Når børnene skal spise:
- Alle skal vaske hænder grundigt før og efter der anrettes, tilberedes og spises mad.
- Alle skal være særlig opmærksomme på hygiejne ved tilberedning og anretning af mad.
- Vask af bestik og service skal ske ved 80 grader i opvaskemaskine umiddelbart efter brug.
- Der må ikke deles mad mellem hinanden.
- Alt mad skal portionsanrettes. Der må ikke være buffet.
- Alle skal sidde med god afstand til hinanden, når de spiser.
- Maden må ikke deles.
Rengøring:
- Tablets skal gerne aftørres flere gange dagligt og mellem brug. Hvis muligt så undgå at børnene deler tablets eller sørg for, at kun få børn deler den samme tablet.
- Tastatur og mus ved computer skal rengøres dagligt med engangsklude tilsat rengøringsmiddel. Der skal vaskes hænder før og efter brug af mus og tastatur.
- Rengøring og desinfektion af kontaktpunkter mindst to gange dagligt, som for eksempel vandhaner, toiletknapper, toiletsæder, bordoverflader, dørhåndtag, køleskabslåge/-håndtag, gelændere, armlæn, lyskontakter, greb på vaskemaskine og tørretumbler med videre.
- Skraldespande skal tømmes, inden de bliver fyldte, og mindst én gang dagligt.
Retningslinjer for daginstitutionsområdet
Regler om at holde afstand:
- Der stilles ikke krav til det maksimale antal af personer, der må være samlet i dagtilbud.
- Børn skal så vidt muligt omgås den samme gruppe af børn og voksne gennem hele dagen både inde og ude, og at der ikke skiftes ophold rundt på stuerne.
- Så vidt det er muligt skal der sikres afstand mellem børnene, når de sidder ved borde.
- Der anbefales et frit gulvareal på seks kvadratmeter per barn i vuggestuer, fire kvadratmeter per barn i børnehaver. Mulighederne for indretning af lokalet er derfor afgørende for, hvor mange personer, der kan være tilstede. Det kan være nødvendigt at dele børnene op i mindre grupper, eller at dagen tilrettelægges, så børn opholder sig tidsmæssigt forskudt i dagtilbuddet for at sikre den nødvendige afstand.
- Ved legeaftaler uden for dagtilbuddet anbefales, at der leges med så få børn som muligt og med børn fra den stue i dagtilbud, som barnet i forvejen er sammen.
- Det skal sikres, at forældre eller ledsagende voksne ikke samler sig ved indgangene til institutionen. Dette kan gøres ved, at børnene afleveres i intervaller. Hvis muligt skal børnene afleveres uden for.
- Børn skal så vidt muligt blive på den samme stue/i de samme grupper og med den samme voksne. Der skal ikke leges med børn på andre stuer.
- Det anbefales, at børnene deles op i grupper (for eksempel fem børn ved leg udenfor og to-tre børn ved leg indenfor).
- Legepladsen kan inddeles, så børnene kun leger med de samme børn fra faste, mindre grupper af for eksempel fem børn.
- Aktiviteter skal planlægges, så de foregår uden for, med mindre dette ikke er muligt, grundet for eksempel vejret. Der skal leges i mindre grupper og kun inden for samme stue/gruppe af børn.
- Sidder børnene ved borde, skal de så vidt muligt placeres, så der er to meter i mellem børnene.
Rengøring:
- Hyppig rengøring af blandt andet legetøj, håndtag, gelændre, trykknapper og armaturer på toiletter, pc-tastaturer og arbejdsborde. Hav derudover fokus på de flader, der er i børnenes nå-højde.
- Ansatte skal vaske hænder med vand og flydende sæbe eller bruge håndsprit, hvis de går fra en stue til en anden, eller er nødsaget til at være i kontakt eller tæt fysisk kontakt med børn fra en anden stue.
- Man må kun anvende engangsmaterialer som bleer, vaskeklude, håndklæder, forklæder, lommetørklæder og underlagspapir
- Toiletter rengøres mindst to gange dagligt. Potter og toiletsæder i daginstitutioner og dagplejer skal rengøres og afsprittes med 70-85 procent hospitalssprit efter brug.
- Alle overflader skal vaskes med sæbevand og herefter afsprittes mindst to gange dagligt.
- Legetøj skal vaskes minimum to gange dagligt. I dagplejer og vuggestuer kan dette for eksempel være, når børnene sover, spiser eller er gået hjem. I børnehaver kan dette for eksempel være, når de spiser, og når de går hjem.
- Der må ikke medbringes legetøj hjemmefra.
- Legetøj, som ikke kan rengøres efter anvisningen, skal pakkes væk, til efter pandemien er overstået.
- Sengetøj skal vaskes dagligt ved 80 grader, og så vidt muligt benyttes børnenes personlige sengetøj.
Retningslinjer for skoleområdet
Hygiejne og afstand:
- Ansatte skal vaske hænder med vand og flydende sæbe eller bruge håndsprit, hvis de går fra undervisning af én klasse til en anden.
- Ansatte skal hjælpe de mindste elever med at vaske hænder.
- Det skal sikres, at forældre eller ledsagende voksne ikke samler sig ved indgangene til skolen. Dette kan gøres ved, at elever afleveres i intervaller.
- Hvis muligt skal elever afleveres ved indgangen til skolen.
- Der skal leges i mindre grupper på for eksempel fem elever uden for og to-tre elever inden for - og kun inden for samme klasse.
- Elever skal opfordres til kun at færdes i de samme mindre grupper både i og uden for skoletiden.
- Det anbefales, at der tidsinddeles mellem klasser i forhold til ankomst, frokost og frikvarterer, således at mange ikke er samlet på samme tid.
Undervisningen:
- Elever skal placeres ved borde, så der er to meter i mellem eleverne. Det kan være nødvendigt at dele eleverne op i grupper og fordele dem i flere klasselokaler for at sikre den nødvendige afstand.
- Ved aktiviteter, der kan foregå udendørs, anbefales dette.
- Frikvarterer kan indrettes forskudt således, at mange elever ikke holder frikvarter på samme tid.
- Det anbefales, at flere voksne er tilstede udenfor for at sikre, at elever holder afstand og undgår fysisk kontakt.
- Undervisning tilrettelægges, så størstedelen af skoledagen foregår udendørs, og hvor undervisning kun foregår indenfor, når andet ikke er muligt grundet for eksempel på grund af vejret.
- Specifikke fag skal gennemføres væsentlig anderledes end før, for eksempel madkundskab med fokus på ernæring i stedet for konkret madlavning.
- Idrætstimer skal foregå udendørs og planlægges uden kontaktsport.
- Det kan være nødvendigt, at fag, hvor ovenstående forholdsregler ikke kan opretholdes, aflyses, og der undervises i andre fag i stedet.
- Lærere skal komme til eleverne i klasserne – elever skal ikke skifte klasselokale.
Rengøring:
- Hvis der i nogle klasser er legetøj, skal dette vaskes flere gange dagligt.
- Legetøj, som ikke kan vaskes, må ikke anvendes, indtil covid-19-epidemien er overstået.
- Toiletter rengøres mindst to gange dagligt.
- Toiletsæder skal rengøres og afsprittes med 70-85 procent hospitalssprit mindst to gange dagligt.
- Skraldespande i klasselokaler og på toiletter skal tømmes, inden de er helt fyldte og mindst én gang dagligt.
SFO og fritidsordning:
- Skal indrettes således, at elever så vidt muligt kun er sammen med de samme elever som resten af skoledagen. Det kan betyde, at SFO/fritidsordningen skal arrangeres således, at pædagogerne fordeles ud i de enkelte klasser/grupper af elever, og elevernes pasning derfor foregår der.
- Aktiviteter skal i det omfang, det er muligt, foregå udenfor.
Kilde: Sundhedsstyrelsen