Campingpladser åbner for gæster

Dansk Camping Union byder campingfolket velkommen på sine 22 campingpladser trods coronavirus.

Der bliver ikke lukket ned for Dansk Camping Unions 22 campingpladser fordelt over hele Danmark, selvom samfundet er mere eller mindre lukket ned på grund af coronavirus.

- Vi åbner som planlagt, men vi har selvfølgelig taget vores forholdsregler ude på pladserne, siger landsformand Anne-Vibeke Isaksen fra Dansk Camping Union.

quote Det er godt at komme ud og få noget frisk luft - bare man begrænser sin tætte omgang med andre.

Anne-Vibeke Isaksen, landsformand Dansk Camping Union.

Der er blandt andet skruet op for rengøring af sanitære forhold, man har aflyst en lang række arrangementer og træf og alle arrangementer med fællesspisning er aflyst.

- Om man sidder for sig selv derhjemme, eller om man sidder for sig selv i sin campingvogn ude i den friske luft - det gør ikke den store forskel. Tværtimod mener vi, det er godt at komme ud og få noget frisk luft - bare man begrænser sin tætte omgang med andre, siger hun.

Hun opfordrer sine mere end 50.000 medlemmer til at tage sine forholdregler og rette sig efter myndighedernes anbefalinger, så spredningen af coronavirus kan begrænses.

- Naturen har altid gjort os godt, og lige nu er det måske endnu vigtigere at komme ud og få frisk luft. Men som campister skal vi naturligvis tænke os om og tage vores forbehold, og gør vi det, er der ikke noget i vejen for at starte campingsæsonen som planlagt, siger Anne-Vibeke Isaksen.

På Dansk Camping Unions hjemmeside kan man følge med i, hvor det er sikkert at tage på camping, og hvor man bør holde sig væk. Listen opdateres løbende i takt med udmeldingerne fra Udenrigsministeriet.


Seneste nyt

fra Nordjylland