Coronasmitte på endnu en nordjysk minkfarm
Foto: Thomas Gaardsmand (arkiv)
Der er fundet coronavirus på en minkfarm i Hjørring Kommune. Det er den tiende nordjyske minkfarm, hvor der er blevet konstateret smitte med covid-19.
Endnu en nordjysk minkfarm er ramt af coronavirus. Det bekræfter Fødevarestyrelsen over for TV2 Nord.
Minkfarmen er beliggende i Hjørring Kommune, hvor der tidligere er blevet konstateret smitte på otte andre minkfarme.
Mistanken om smitten opstod, da Fødevarestyrelsen fik en henvendelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der som led i smitteopsporingen havde været i kontakt med en smittet. Vedkommende havde haft nær kontakt til personer med tilknytning til den pågældende minkfarm.
Det fortæller Nikolas Hove, der er beredskabschef hos Fødevarestyrelsen.
I Frederikshavn er der tidligere fundet coronavirus på en enkelt minkfarm, og det seneste smittetilfælde bringer derfor antallet af nordjyske minkfarme, der har været ramt af coronavirus, op på ti styk i alt.
- Vi gør fuldstændig, som vi plejer, og sætter farmen under administration, så der ikke må flyttes dyr eller foder ud af farmen. Personalet skal desuden huske at bruge værnemidler, skifte tøj og gå i bad, når de skal ind til og ud fra besætningerne, siger Nikolas Hove fra Fødevarestyrelsen.
Fødevarestyrelsen har siden juli måned overvåget knap 1200 minkfarme som en del af regeringens strategi for at sikre tæt covid-19-overvågning af farmene.
- Der er to dyrearter i verden, der øjensynligt er særlig modtagelige over for covid-19, og det er mennesker og mink, siger beredskabschefen.