Coronatestcenter kommer til Sindal: Mulighed for at blive testet uden tidsbestilling

De to kommende tirsdage kommer et mobilt testcenter til Sindal, hvor indbyggere i det coronaramte område kan blive testet uden tidsbestilling.

For snart tre uger siden ramte det første tilfælde af coronavirus Sindal.

Nu får indbyggerne i byen mulighed for at blive testet for coronavirus uden først at skulle bestille en tid. Det sker fra tirsdag den 30. juni, hvor Region Nordjyllands mobile testenhed vil være i byen.

Fra klokken 10-15 kan borgere komme forbi testcenteret ved Falck-stationen i Sindal uden henvisning fra egen læge eller tidsbestilling. Testenheden vil være i byen igen tirsdag i ugen efter.

- Vi har i samarbejde med Testcenter Danmark oprettet mobile testenheder, der i ugerne 26-34 kører rundt til områder, hvor der er mange turister samt ved færgehavne og lufthavnen i Aalborg. Sindal er ikke en udpræget badeby, men vi vurderer sammen med Hjørring Kommune, at det vil give god mening for borgerne i Sindal at have nem adgang til test i denne tid, og derfor kommer en af de mobile enheder på besøg hos Falck i Sindal, siger kontorchef Malene Møller Nielsen, Region Nordjylland.

Her kan du blive testet

Se åbningstiderne og stederne her

Den mobile testenhed kører hele sommeren rundt i Nordjylland og poder borgere. Podeholdet er bemandet af medicinstuderende, der er ansat af Region Nordjylland.

I forvejen er der et samarbejde mellem Region Nordjylland og Hjørring Kommune om test af ældre borgere i eget hjem efter udbruddet af Covid-19 på et plejecenter i Sindal.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland