Første koncert efter corona: Udsolgt
Huset i Hasseris er det første spillested i Danmark, der åbner for koncert, efter hele landet har været lukket ned af corona. Koncerten i aften er udsolgt.
Hele dagen har leder af spillestedet Huset i Hasseris, Michael Marino, været i gang for at sikre sig, at spillestedet er klar til den første koncert efter corona-krisen.
- De sidste meter skal måles op, det sidste håndsprit skal på plads, men vi er klar til i aften, siger han til TV2 Nord.
Til aftenens koncert, der er med jazzduoen Svaneborg Kardyb er der blot plads til 30 gæster. Normalt er der plads til mere end 100 på spille stedet. Sådan er det, fordi spillestedet lever op til myndhedernes retningslinjer.
- Vi har lavet båse, der hver er 4 kvadratmeter, som har plads til to, siger Michael Marino.
Husk sprit
Huset, som er et lille spillested, har hele tiden været på forkant, når der kom nye retningslinjer fra sundhedsmyndighederne. Og derfor kan de nu bryste sig af, at være det første spillested i Danmark, hvor der efter corona-krisen er koncert.
- Vi har arbejdet med det konstant, siger Michael Marino.
De sidste afmærkninger er nu på plads, og Huset er klar til igen at modtage koncertgængere - dog under lidt andre forhold end normalt.
- Vi håber, at folk er med til at gøre det til en rigtig god oplevelse - og husker at bruge sprit, siger Michael Marino og hiver en dunk håndsprit frem på bordet med et smil.
Det er jazzduoen Svaneborg Kardyb, der skal spille. Hør et af deres numre her: