Fodboldtræningen vender tilbage - men alle kampe er aflyst
Der bliver ingen fodboldkampe i ungdoms- og seniorrækkerne op til danmarksserien i foråret. DBU har annulleret alle turneringer.
Fra på mandag er det igen tilladt at træne fodbold i Danmark for omkring 330.000 breddefodboldspillere. Træningen skal foregå med en række restriktioner, og alle kampe i foråret er aflyst. DBU har annulleret alle turneringer i foråret op til danmarksserien.
- Der var næsten ikke andre veje ud af det, for hvis man ikke må tackle eller lave hovedstød, så er det altså svært at spille en rigtig fodboldkamp, siger formanden for IF Skjold Sæby, Flemming Thingbak.
De danske fodboldbaner har lagt øde hen i 2 måneder, men nu må spillerne igen sendes på græs, og det vækker stor glæde i Sæby.
- Jeg tror, at uanset om man spiller U-7 eller old boys, så savner man kammeraterne og boldspillet og alt det lir og sjov, som man har med hinanden. Alt omkring fodbolden har vi savnet, siger Flemming Thingbak.
Fodboldklubberne har ligesom som mange andre holdidrætsgrene været lukket ned i 2 måneder.
- Det har været enormt tomt. Både fysisk og mentalt, så vi glæder os til igen at kunne træne fodbold, selv om det sker med en række restriktioner. Det bliver anderledes, men det må vi acceptere, siger formanden for Skjold Sæby.
Fodbold med restriktioner
Sundhedsmyndighederne anbefaler en række restriktioner, som træningen skal foregår under.
Alle skal møde omklædt til tiden (ikke før) og gå direkte til deres træningsgruppe. Kun træneren har adgang til boldrum og skal alene tage bold og kegler ud. Der skal vælge et sæt bolde og kegler, som kun må bruges af den enkelte gruppe. Det er ikke tilladt at bruge overtræksveste.
Også selve træningen skal foregår anderledes end normalt. Der skal trænes i grupper af maksimum 10 personer inklusive voksne. Drikkedunke skal medbringes fyldte hjemmefra og må ikke deles med andre.
Alle spillere og trænere vasker hænder/spritter hænder af, inden de går til træning. Der skal så vidt mulig holdes 2 meters afstand til hinanden under hele træningen og ved samlinger. Der opfordres til aktiviteter, som kan gennemføres helt uden fysisk kontakt.
Der må ikke heades til bolden og heller ikke tæmmes med bryst. Der må ikke bruges hænder i træningen med undtagelse af målmanden, der skal bruge egne handsker, som skal være vasket af før træning.
Efter træning skal alle forlader træningen lige efter den er slut. Anlægget skal forlades alene, ikke i grupper. Trænerne skal være særlig opmærksom ved skiftet mellem træningshold. Træneren vasker alle rekvisitter af med vand og sæbe.