Første uge med åbent: - man pisker rundt
Foto: Tommy Hald
I midten af marts besøgte TV2 Nord frisør Anne-Mette Wittrup Mortensen, der håbede genåbningen ville blive 11. maj. Nu er der åbnet igen, og det er ikke uden bekymringer for frisøren.
Som så mange andre frisører blev Anne-Mette Wittrup Mortensen og hendes to frisørsaloner i Brønderslev kimet ned, da det blev klart, at frisører igen kunne åbne. Men det har ikke været muligt at tage lige så mange kunder ind som på en hvilken som helst anden travl dag. For med coronakrisen kommer også ekstra behov for god rengøring, og det sætter frisøren cirka tre timer af til hver eneste dag.
- Det er jo en underlig størrelse at agere i. Der kan ikke holdes afstand, så vi er gået all in på hygiejne, for vi skal jo lande i det her og igennem det, siger hun.
Hun har 16 ansatte, og flere af dem var bekymrede inden genåbningen. Derfor har hun ugens første to dage fortsat haft lukket, for at de sammen har kunnet lave deres egne ekstra retningslinjer, så de ansatte kan føle sig mere trygge ved at tage på arbejde hver dag.
- Vi har mundbind på, når der laves bryn og vipper. Det får kunden også. Vi har ekstra rengøring efter hver kunde, og alt arbejdsværktøj sprittes af. Hver dag gøres hele salonen ren, og de første dage havde personalet visir på - men det duer ikke i længden, så det bruger vi ikke mere. Der går rigtig meget tid med rengøring, og det betyder at der ikke er mange pauser. Man pisker rundt, fortæller hun.
Det er ikke trygt i frontlinjen
Og heldigvis er kunderne gode til at rette ind. De venter gerne, og folk venter helt naturligt uden for salonen, hvis ikke der er plads. For frisøren er det forbløffende at se, hvor gode kunderne har været til at rette ind, og hvor naturligt, det er blevet at holde afstand og god hygiejne.
- Nu forsøger at få en almindelig dagligdag, og det er hyggeligt at gå på arbejde. Men trygt, nej det kan det aldrig være. Vi er jo i frontlinjen, og jeg har det skidt med at sende mine medarbejdere på arbejde, velvidende at de kan blive syge, men jeg er også klar over, at nogen skal starte op, og at vi skal komme gennem det her, siger Anne-Mette Wittrup Mortensen.
- Der vil komme sygdom ved frisørene, og det kan udover de sundhedsmæssige konsekvenser også risikere at blive en økonomisk belastning, hvis hele personalet får covid-19, og der stadig skal betales løn, tilføjer hun.
Ingen sygdomsramte - endnu
De mange indkøb op til åbningen har ikke været billige. Anne-Mette Wittrup Mortensen har købt værnemidler til sine to saloner for lidt over 30.000 kroner.
- Vi har jo ikke mange våben tilbage ud over hygiejne, når ikke vi kan holde to meters adstand til kunderne. Men det har været rart at komme i gang igen og se både kunder og kollegaer, siger hun.
Der er endnu ingen af hendes ansatte, der har haft covid-19. Men hun forventer, at det vil ske på et tidspunkt.
- Det kan nærmest ikke undgåes, siger hun.