Forbund efterlader klubberne på herrens mark, mener nordjysk badminton-formand
Foto: Pressefoto
- Reelt forholder Badminton Danmark sig slet ikke til corona-problematikken, og det efterlader klubberne på herrens mark, mener Jan R. Jensen.
Formanden for Vendyssel Elite Badminton, Jan R. Jensen, langer ud efter Badminton Danmarks håndtering af covid-19.
Manglende regler for hvornår kampe i Danmarks bedste badmintonliga bør aflyses som følge af coronasmitte blandt spillere, efterlader klubberne i en svær situation.
Det mener Vendsyssel Elite Badmintons formand Jan R. Jensen, som ser badmintonligaen halte langt efter andre sportsligaer som for eksempel Metal Ligaen i ishockey og landets bedste håndboldrækker.
- Reelt forholder Badminton Danmark sig slet ikke til corona-problematikken, og det efterlader klubberne på herrens mark, mener Jan R. Jensen.
Afviser kritik
Den kritik afviser forbundet Badminton Danmark.
- At vi ikke skulle forholde os til covid-19, afviser vi blankt. Det har vi gjort gennem hele perioden, og det vil vi naturligvis blive ved med at gøre, siger kommunikations- og pressechef Jonas Kildegaard Rasmussen fra Badminton Danmark.
Han uddyber, at i stedet for at opstille et enkelt sæt regler i en tid, hvor situationen ændrer sig hurtigt, så forholder de sig hos Badminton Danmark til de enkelte tilfælde, når de opstår.
- Som udgangspunkt sidestilles corona-afbud til holdkampe med øvrige afbud som for eksempel skader. Så laver holdturneringsudvalget en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om hvorvidt kampen skal udskydes, aflyses eller ej, forklarer han.
Konkret vurdering frem for regler
Han kan dog godt se, at et tydeligt regelsæt ville være nemt for klubberne at forholde sig til.
- Jeg kan godt forstå, at man kan savne nogle konkrete regler, som man ser i andre sportsgrene, men omvendt bliver det mindre rigidt, når vi kan gå ind og lave en konkret vurdering, siger Jonas Kildegaard Rasmussen.
Vendsyssel Elite Badminton møder tirsdag aften Solrød Strand på hjemmebane i Badmintonligaen. Til kampen er mindst én af holdets spiller ude som følge af smitte med covid-19.