Genåbning: - Vi er klar
Frisør Maybritt Pedersen fra Aabybro er en af de erhvervsdrivende, der har haft travlt med at gøre til åbning i morgen.
Erhvervsdrivende har i dag fået retningslinjer for, hvordan de mindsker smitterisikoen, når de åbner igen.
En række brancher kan i morgen åbne igen, og i eftermiddag kom regeringens retningslinjer. Hold afstand, gør ekstra meget rent og vær eventuelt færre på arbejde ad gangen, lød det. Den sene udmelding af retningslinjerne betyder, at der bliver travlt hos de erhvervsdrivende.
Faktisk har der hos nogle været travlt i flere dage. Sådan forholder det sig hos frisørsalonen Pappilotti i Aabybro, hvor Maybritt Pedersen hele weekenden har gjort klar til at åbne igen.
- Her ser ud ad pommeren til, siger hun med et grin.
Gode råd til klinikken/butikken
• Lave rutiner for god håndhygiejne. Vask hænder før og efter hver kunde du har haft tæt kontakt med.
• Vaske hænder efter toiletbesøg, før og efter spisning, efter næsepudsning, efter host eller nys i hænder eller engangslommetørklæde og når du komme ind udefra.
• Bede kunder vaske hænder eller bruge håndsprit når de kommer og inden de går.
• Blive hjemme, hvis du har symptomer på sygdom og i 48 timer efter du har haft de seneste symptomer.
• Opfordre kunder og klienter til at blive væk, hvis de har symptomer på sygdom.
• Benytte personlige redskaber og engangsudstyr, og have en plan for rengøring af fælles redskaber i servicefaget.
• Være omhyggelig med rengøringen – både hjemme og på arbejdspladsen.
• Rengøre kontaktpunkter to gange dagligt - som telefoner, dørhåndtag, tastaturer, tablets, kasseapparater m.v.
• Rengøre tablets med spritservietter dagligt.
• Vaske vasketøj, som fx håndklæder, mellem kunder ved 80 °C.
• Opfordre til, at folk holder god afstand til hinanden når de er i klinikken.
• Indrette venteværelser og lign. så personer så vidt muligt sidder med to meters afstand.
• Sikre, at der ikke tillades adgang for mere end 1 person pr. 4 m2, hvor der er offentlig adgang.
• Indrette dagen så I arbejder forskudt og dermed opholder Jer færrest muligt i klinikken.
• Har du tæt ansigt-til-ansigt kontakt med kunder eller klienter så bed personen om at vende ansigt væk fra dig når det er muligt.
• Sætte en fysisk barriere op mellem personale og kunder eller klienter, de steder det er muligt, fx ved kassen.
• Når der ikke kan undgås tæt ansigt-til-ansigt kontakt kan du evt. anvende et ansigtsvisir eller ansigtsmaske (type II).
• Sikre ekstra god hygiejne ved madlavning og anretning.
• Begrænse deling af mad, f.eks. i personalerum.
• Der må ikke være buffet – portionsanret i stedet maden.
Kilde: Sundhedsstyrelsen
For det roder, mens frisøren gør klar til en ny måde at drive forretning på – hvor der er god plads mellem kunderne og de tre selvstændige frisører. Hun er spændt på, om hun kan nå at rette sig efter de nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen. Hun frygter, at der bliver stramme regler.
- Altså hvis jeg skal klippe med handsker. Ja, så kan jeg lige så godt lukke helt ned, siger hun.
Var det alt?
Klokken 14 sidder Maybritt Pedersen og en kollega klar, så de kan følge med i pressemødet, hvor retningslinjerne for åbningen bliver offentliggjort.
- Det siger sig selv, at man ikke kan undgå kontakt hos en massør eller frisør. Men de nye retningslinjer skal gøre, at vi mindsker smitten, sagde erhvervsminister Simon Kollerup (S), da pressemødet gik i gang.
Efter pressemødet gennemgik Maybritt Pedersen sin telefon. Var det alt? Spørger hun retorisk.
- Så er vi klar. Jeg kan bare ikke forstå, at vi ikke kunne få det at vide noget før, siger hun.
Netop den sene udmelding måtte erhvervsministeren stå på mål for efter pressemødet.
- Altså fra fredag til søndag er der alligevel kun gået to dage, og det betyder, at vi har knoklet for at få de nye retningslinjer gjort klar. Og heldigvis er det retninglinjer, der er ret nemme at gå til, svarede han TV 2's reporter.
Daglig rutine skal intensiveres
I Aalborg har i hvert fald en af byens fysioterapeuter valgt ikke at åbne allerede i morgen.
- Det handler lidt om, at vi bare vil være 100 procent sikre, før vi gør noget, vi har valgt først at åbne på tirsdag, fortæller Claus Sørensen, fysioterapeut, Fysio North.
På dagens pressemøde blev det klart, at erhverv som fysioterapeuter og massører bliver nødt til – og gerne må – røre ved kunder. Og hos fysioterapeuten er rengøring i forvejen en del af den daglige rutine.
- Vi skal være lidt opmærksomme på lige at spritte noget mere af eller være opmærksomme på, hvor vi spritter af. Overordnet set, synes jeg, vi har ret basalt mange ting på plads allerede, siger han.
I Aabybro bliver det endnu en lang dag. Maybritt Pedersen skal sikre, at de nye retningslinjer kan overholdes allerede mandag morgen.
- Jeg satser på, at vi lige får ryddet ordentligt op og gjort rent, så skal vi nok blive klar, siger hun.