Arkivfoto

Golfturneringen Made in Denmark udsættes

Danmarks største golfturnering, der skulle afholdes i Himmerland, er nu blevet udsat. Det er endnu ikke fastlagt, hvor længe den udsættes.

Den årlige golfturnering Made in Denmark, der i år har været planlagt 21. til 24. maj på Himmerland Golf & Spa Resort, udsættes. Turneringens ledelse har sammen med PGA European Tour besluttet at udsætte turneringen og vil i den kommende tid forsøge at finde en ny dato til turneringen. Det fremgår af turneringens website. 

- Vi er meget bekymrede over den aktuelle udvikling af coronavirus, og vi mener, at den bedste beslutning er at udsætte begivenheden. Vi vil, så snart det er muligt, sammen med Europaturen finde en ny dato for Made in Denmark. Det er stadig for tidligt at sige hvornår, men både vi og Himmerland Golf & Spa Resort ser frem til at præsentere en fantastisk bane og turnering for spillere og fans, når vi er på den bedre side af denne uheldige situation, siger Flemming Astrup, Made in Denmark Promoter. 

- Vi vil fortsætte med at overvåge situationen i forhold til coronavirus og evaluere dens indflydelse på alle vores turneringer, men folkesundhed og sikkerhed er vores absolutte prioritet. Vi vil snarest se på mulighederne for planlægning af alle udsatte turneringer, og vi har fortsat et håb om, at European Tour genoptages i Irland i maj, supplerer Keith Pelley, European Tour Chief Executive.

Made in Denmark har været afviklet hvert år siden 2014, og tilskuerrekorden - der var i 2015 - lyder på 86.498 tilskuere.