Hjørring Revyen får en hjælpende hånd

Revydirektør Henrik  ”Baloo” Andersen er glad for, at der i hjælpepakken er tænkt på de små revyer. Men det er stadig usikkert, om der bliver spillet revy i år.

I Kulturministeriets hjælpepakke i forbindelse med coronakrisen er der tænkt på revyerne.

Og det glæder selvfølgelig revydirektør Henrik ”Baloo” Andersen fra Hjørring Revyen.

- Ja, vi har jo fået vores helt egen hjælpepakke, hvor der også er tænkt på revyer med ned til 100 tilskuere. Det er vi selvfølgelig lykkelige for og ikke mindst, at der er tænkt på de små revyer, siger Henrik ”Baloo” Andersen.

Pakken er skruet sådan sammen, at revyerne får dækket 80 procent af deres omkostninger i forbindelse med en aflysning.

Hvor mange er mange?

Men usikkerheden spøger stadig hos revyfolket, for man ved simpelthen ikke, om der bliver spillet revy i år eller ej.

For i starten af april forlængede regeringen et forbud mod store forsamlinger op til ti personer. Det løber frem til 11. maj, mens der samtidig blev indført et forbud mod store arrangementer, som er gældende frem til 31. august.

- Men vi har ikke fået et konkret svar på, hvor mange mennesker, der skal være, før det er forbudt at mødes, siger Henrik ”Baloo” Andersen.

Erhvervsminister Simon Kollerup sagde på et pressemøde i dag, at der snart kommer en afklaring på det spørgsmål.

- På den måde venter vi jo på, om vi får brug for hjælpepakken eller ej, siger Henrik ”Baloo” Andersen.

Han fortæller, at omkostningerne i forbindelse med Hjørring Revyen begynder allerede året før. Og der er løbende mange udgifter, der skal afholdes, inden indtægterne kommer.

Holder vejret

Lige for tiden holder både revydirektøren og resten af Hjørring Revyens hold vejret, mens der bliver kigget nøje på alle betænkningerne i forbindelse med hjælpepakken.

- Indtil vi får andet at vide, arbejder vi med årets revy som planlagt, siger Henrik ”Baloo” Andersen, som tirsdag tager til København for at informere skuespillerne og scenografen om situationen, som der altså stadig mangler en endelig afgørelse på.

Se indslag fra lørdag  - lige inden hjælpepakken blev præsenteret - med revydirektør Henrik "Baloo" Andersen:

Nu er der godt nyt til kulturlivet. Folketingets partier er for kort tid siden blevet enige om en udvidelse af de økonomiske hjælpepakker, som skal bringe erhvervslivet igennem krisen. Aftalen betyder blandt andet, at Hjørring Revyen, som ellers var i fare for at gå konkurs, nu ser ud til at kunne overleve.  

Seneste nyt

fra Nordjylland