Horesta-formand: Aflysninger koster arbejdspladser
Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord
Formand for HORESTA i Nordjylland Lars Mouritzen, der også er direktør for restaurant Papegøjehaven, frygter for konsekvenserne i forbindelse med aflysningerne af store arrangementer.
Hotelbranchen bliver hårdt ramt af, at arrangementer aflyses på grund af frygt for coronasmitte.
- Det er dybt beklageligt, og det her kommer til at koste arbejdspladser.
Sådan siger formand for HORESTA i Nordjylland Lars Mouritzen. Han frygter for de økonomiske konsekvenser for hotel- og restaurationsbranchen i forbindelse med, at adskillige store arrangementer er blevet aflyst for at inddæmme smitterisikoen ved coronavirus.
For eksempel er KL's Kommunalpolitisk Topmøde 2020, der skulle have fundet sted i Aalborg Kongres og Kultur Center 19.-20. marts, blevet aflyst. Et arrangement, hvor der skulle have været op mod 1600 gæster, der skulle have overnattet på hoteller og spist på restauranter i Aalborg-området.
Vi taler om rigtig mange penge, vi går glip af. Både hele branchen, men selvfølgelig også mig personligt.
Lars Mouritzen, formand HORESTA Nordjylland, direktør for restaurant Papegøjehaven.
- Vi taler om rigtig mange penge, vi går glip af. Både hele branchen, men selvfølgelig også mig personligt, siger Lars Mouritzen, der foruden at være formand for HORESTA i Nordjylland også er direktør for restaurant Papegøjehaven, der ligger i tilknytning til Aalborg Kongres og Kultur Center.
- Aflysningerne rammer os selvfølgelig her og nu, men også på den lange bane, kan det her få konsekvenser. For ingen gæster er lig med nul omsætning og dermed ingen medarbejdere, siger Lars Mouritzen.
Hotellerne er nervøse
Han understreger, at det hele i forbindelse med aflysningerne er helt nyt, og at han ikke kender konsekvenserne i detaljer for de øvrige nordjyske hoteller og restaurationer.
- Men det er klart, at hotellerne her i Aalborg er nervøse, for de har mange værelser, der er bundet op på de her konferencer og arrangementer, der nu bliver aflyst, siger Lars Mouritzen.
Han fortæller, at branchen nu skal til at kigge nærmere på, om der er mulighed for at få en form for erstatning i forbindelse med den pludseligt opståede situation.
Blandt andet skal HORESTA i starten af næste uge holde tre dialogmøder forskellige steder i landet, hvor branchen skal komme med bud på, hvilke konsekvenser det får, at mange store arrangementer bliver aflyst, og hvordan man samlet forholder sig til problemerne.
Folk ændrer feriemønster
Lars Mouritzen forklarer, at aflysningerne kan få langtrækkende konsekvenser, fordi turismen kan blive ramt og dermed også hotel- og restaurationsbranchen.
- Folk er jo nervøse, og nogle er også forvirrede, for det er helt nyt med den her coronavirus. Så det kan afholde mange fra at rejse rundt og holde ferie, som de ellers normalt ville have gjort, siger Lars Mouritzen.
Han siger, at selvfølgelig skal risikoen for corona-smitten tages meget alvorligt, men han understreger også, at sundhedsmyndighedernes anbefalinger rammer hotel- og restaurationsbranchen meget hårdt.
Hvad skulle sundhedsmyndighederne have gjort i stedet for at anbefale at aflyse eller udskyde arrangementer med over 1.000 personer?
- Det er svært at svare på, men personligt mener jeg, at mere information om, hvordan man undgår smittespredning, ville have været et bedre redskab. Og så skal folk jo ellers bruge deres sunde fornuft, siger Lars Mourtizen.