Massivt smittetryk i Aalborg Øst: Nyt testcenter skaber kø på 200 mennesker

Aalborg Øst er hårdt ramt. Flere af byens skoler sender elever hjem, efter smittetallet fortsat er stigende, og det nye mobile testcenter, på Trekanten i det østlige Aalborg, skabte mandag formiddag en kø på 200 mennesker.

945 personer blev søndag konstateret smittet med COVID-19. En trist ny danmarksrekord, som de nordjyske kommuner desværre hjalp flittigt med til at nå.

Aalborg Kommune er endnu engang gået i rød, efter 221 nye smittetilfælde er konstateret de seneste syv døgn. Og særligt Aalborg Øst står i spidsen for kommunens triste udvikling.

Af den grund blev det i sidste uge offentliggjort, at et nyt mobilt testcenter var på vej til borgerne i det østlige Aalborg. I Café T på Trekanten helt specifikt.

Her ville det være muligt for borgerne at komme forbi mandag og tirsdag 26. og 27. oktober til en coronatest.

Mandag 26. oktober, da det nye mobile testcenter slog dørene op, var interessen massiv. Køen til testcenteret var lang og tæt,  da hele 200 mennesker havde bevæget sig ud af hjemmet, og taget turen til Trekanten, for at blive testet for COVID-19.

Tornhøjskolen sender otte klasser hjem

Den stigende smitte i Aalborg Øst understøttes mandag formiddag af, at Tornhøjskolen, også placeret i det østlige Aalborg, blot et stenkast fra det mobile testcenter i Trekanten, sender elever hjem. Faktisk hele otte klasser, fordelt på fire årgange, er sendt hjem i karantæne, hvor eleverne skal blive, indtil en negativ coronatest kan fremvises, oplyser Mads Rune Jørgensen, skolechef i Aalborg Kommune, til Nordjyske. 

Aalborghus Gymnasium følger trop

En ulykke kommer sjældent alene, og også Aalborghus Gymnasium så sig nødsaget til at sende 10 klasser hjem, efter 19 elever er blevet testet positive for COVID-19.

- Vi oplever at der er en problematik med smitten i Aalborg Øst, og mange af vores elever er selv bosat der, oplyser rektor for Aalborghus Gymnasium Torben Poulsen til TV2 Nord.

Han tilføjer, at de snarligt håber på at få de hjemsendte klasser tilbage på skolen, da springet mellem online og fysisk undervisning, er svær at balancere.

- Jeg er ved at snakke med Styrelsen for Patientsikkerhed, for at se om vi har nået en grænse, hvor vi bliver nødt til at sende alle hjem, men det er ikke endnu, fortæller Torben Poulsen.


Coronavirus

corona vaccine

Alle vaccinecentre i Nordjylland er nu lukkede

Henrik Nielsen, Aalborg Universitetshospital

play Får vi corona-jul igen i år? - Nej, ingen grund til bekymring, siger ekspert

coronatest

play - Vi må forvente en fjerde coronabølge, siger nordjysk professor

PH 280622 SI Spildevand tjekkes for corona Still

play Afføring gør, at coronasmitten kan følges tæt over sommeren

indlæs flere

Seneste nyt

fra Nordjylland