Medarbejder testet positiv for covid-19 på plejehjem i Aalborg
Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix
Der er indført et midlertidigt besøgsforbud på plejehjemmet Sofiegården i Aalborg.
En medarbejder er testet positiv for covid-19 på plejehjemmet Sofiegården i Aalborg.
Aalborg Kommune har orienteret beboere og de pårørende direkte, og man er i dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed og følger de udstukne retningslinjer for smitteopsporing.
Det er forventeligt, at vores medarbejdere i takt med genåbning af samfundet bliver udsat for smitte.
Jan Nielsen, direktør, Ældre- og Handicapforvaltningen, Aalborg Kommune
- Det er forventeligt, at vores medarbejdere i takt med genåbning af samfundet bliver udsat for smitte. Det er vores håb, at en effektiv og resolut smitteopsporing stopper og inddæmmer en eventuel smittespredning på plejehjemmet, siger direktør Jan Nielsen fra Ældre- og Handicapforvaltningen i en pressemeddelelse.
Midlertidigt besøgsforbud
Som følge af at en medarbejder er testet positiv - og ud fra et forsigtighedsprincip - er der indført et midlertidigt og totalt besøgsforbud på Sofiegården. Alle beboere og medarbejdere med tilknytning til stedet er ved at blive testet og bliver igen testet om syv dage.
Den smittede medarbejder er sendt hjem, og af sikkerhedshensyn er yderligere fire medarbejdere blevet sendt hjem, fordi de har arbejdet tæt sammen med den smittede medarbejder.