Minkfarme med corona: Nordjysk pelseri mister millioner
I værste fald mister Danpels ved Aars mellem otte og ti millioner kroner i omsætning i år.
Foran sig på sit skrivebord har Franz Struntze en lang liste over de minkavlere, som hans virksomhed Danpels skal pelse for i år.
- Vi er lidt spændt på, hvor mange af dem, der er tilbage, siger han.
Alt er jo på spil lige nu. Vi ved ikke, om vi er købt eller solgt
Franz Struntze
Det er ikke meget, han har fået sovet, efter det er blevet besluttet, at minkene skal aflives på de minkfarme, hvor der er fundet coronavirus.
- Det bliver svært at styre det næste stykke tid; både med antallet af folk, vi skal bruge, og hvordan virussen spreder sig. Alt er jo på spil lige nu. Vi ved ikke, om vi er købt eller solgt, fortæller han.
For mange medarbejdere er hyret ind
De første medarbejdere står klar til at pelse 4. november. Og egentlig havde man hos Danpels forventet, at der i de fire uger, pelsningen foregår, skulle pelses omtrent 1,2 millioner mink. Men sådanne forventninger har virksomheden ikke længere.
- Måske bliver det til 900, 800, 700 eller 600 tusinde mink i stedet. Hvor stopper det? spørger han.
Planen var, at 130 medarbejdere skulle møde ind til sæsonen, men som det ser ud nu, mener Franz Struntze at han skal bruge væsentligt færre.
- Om det er 100 eller 70 færre - det ved jeg simpelthen ikke, siger han.
Sæsonen er ødelagt
Som med en festival eller høst, er der kun et tidspunkt af året, hvor Danpels har højsæson. Og det er netop nu.
- Det er forfærdeligt. Vi laver det her en gang om året. Vi har forberedt os siden marts, og nu står vi her fire uger før, og vi ved ikke, hvad der kommer af dyr, siger han.
I foråret opkøbte Danpels en konkurrent på det nordjyske marked, og det var planen, at årets ekstra store pelsning, skulle have tjent en del af det ind. Med den investering og udsigten til at miste op mod 8-10 millioner kroner i omsætning, kan de have konsekvenser for forretningen.
- Vi bliver da økonomisk presset, siger Franz Struntze.
- Jeg ved ikke, hvor meget det skader os, og hvor meget kompensation, vi får. I værste fald kan det komme til at se ud, som om vi må dreje nøglen om.