Nicoline blev konfirmeret trods corona, men festen må vente

I denne weekend bliver nogle af årets første konfirmationer gennemført. Konfirmationerne er blevet udskudt på grund af coronasituationen, og selvom nogle konfirmander nu får lov at bekræfte deres kristne tro i kirken, så sætter coronaen stadig sit præg på konfirmationerne.

Søndag formiddag stod fire konfirmander klar til at blive konfirmeret i Sørup Kirke ved Støvring. Det var dog ikke mange familiemedlemmer, der skulle ind i kirken. Der må nemlig højst være 16 mennesker i kirken på samme tid.

Derfor var årets otte konfirmander i Sørup delt i to hold, så de blev konfirmeret fire ad gangen. Konfirmationen skulle have fundet sted på Store Bededag, men på grund af coronasituationen blev alle konfirmationer udsat til efter pinse.

I Sørup måtte det meste af konfirmandernes familie vente udenfor, mens konfirmanderne sagde ja inde i kirken. Trods den noget anderledes situation er konfirmanderne glade for, at de ikke skulle vente til efter sommerferien med at få højtideligheden i kirken gennemført.

De otte konfirmander i Sørup Kirke var delt i to hold.
De otte konfirmander i Sørup Kirke var delt i to hold.
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord

- Jeg bliver snart 16 år og skal på efterskole efter sommerferien, så det ville være træls at skulle hjem fra efterskolen for at blive konfirmeret, hvis det blev udsat igen, siger konfirmand Nicoline Keseler Søgaard.

En intim oplevelse

På grund af coronasituationen er kirkerne underlagt krav om større afstand mellem kirkegængerne, hvis der for eksempel skal synges. Derfor var der kun plads til en mindre forsamling til konfirmationsgudstjenesten.

- Det var en lidt anderledes, men meget mere intim oplevelse, så det gjorde faktisk ikke noget, siger Helle Søgaard, som er mor til Nicoline.

Det er først fra mandag, at forsamlingsforbuddet hæves til 50 personer, så den helt store konfirmationsfest kunne de otte konfirmander i Sørup ikke holde søndag.

- Vi holder åbent hus, hvor folk kan komme og gå, som de har lyst til, og så holder jeg en større fest til september, fortæller Nicoline Keseler Søgaard.

Nogle nordjyske kirker afholder konfirmation i de kommende weekender, men de fleste af årets konfirmander må vente til efter sommerferien, før de bliver konfirmeret.


Coronavirus

corona vaccine

Alle vaccinecentre i Nordjylland er nu lukkede

Henrik Nielsen, Aalborg Universitetshospital

play Får vi corona-jul igen i år? - Nej, ingen grund til bekymring, siger ekspert

coronatest

play - Vi må forvente en fjerde coronabølge, siger nordjysk professor

PH 280622 SI Spildevand tjekkes for corona Still

play Afføring gør, at coronasmitten kan følges tæt over sommeren

indlæs flere

Seneste nyt

fra Nordjylland