Nordjysk Fødevareoverskud får del i akutpulje
Foto: Johnni Isaksen
Den socialøkonomiske virksomhed Nordjyske Fødevareoverskud har fået del i TrygFondens akutpulje. Det betyder, at de stadig kan uddele og levere mad til udsatte borgere.
- Det er superdejligt! Udbryder den glade stifter af Nordjysk Fødevareoverskud, Bente Schjødt.
For hun har netop fundet ud af, at hendes socialøkonomsike virksomhed har fået del i TrygFondens Aktupulje. Faktisk får hendes virksomhed 334.000 kroner.
- Det betyder jo, at jeg nu ikke behøver at være nervøs for vores eksistens, siger hun.
For i øjeblikket er der ekstra brug for penge i virksomheden. I forbindelse med covid-19 er der mange ekstraudgifter, fordi fødevarerne nu skal pakkes i kasser, inden folk kan få det med hjem. For nyligt har Bente Schjødt indkøbt kasser for 20.000 kroner. Og hun regner ikke med, at de vil holde længe. For hver familie vil få mellem to og tre kasser med hjem, når de henter fødevarer.
Flere vil få brug for overskudsmad
Men der skal stadig indkøbes mere emballage, så afhentningen af madvarer kan ske sikkert og forsvarligt. Dertil kommer det, at virksomheden nu vil begynde at levere.
Nye forholdsregler under coronakrisen
- Nordjyske Fødevareoverskud har kontaktet Nordjyllands Politi for at sikre, at de igen på tirsdag kan åbne og uddele madvarer. For at sikre, at folk ikke samler sig er madvarene pakket og klar til afhentning.
- Levering vil nu blive tilbudt. Det koster ekstra.
- Nye leverandører er kontaktet, for at kunne følge med efterspørgslen, som Bente Schjødt mener, vil stige.
- Vi vil gerne i denne her tid tilbyde at køre ud med mad. Og for at være sikker på, at der hver dag er nogen, der kan køre skal vi have ansat en, så vi kan efterkomme efterspørgslen, siger hun.
Bente Schjødt regner med, at efterspørgslen vil være endnu større, når forretningen åbner igen tirsdag efter påske.
- Flere er blevet fyret og har fået økonomiske problemer lige nu, forklarer hun.
Normalt har 150 familier om ugen glæde af de overskudsmad, som Nordjysk Fødevareoverskud sørger for, at socialt udsatte kan købe.