Nordjyske reaktioner på partilederdebat: Åbn grænserne med omhu og giv folk penge mellem hænderne
Få turisterne tilbage til Nordjylland, tag hensyn til de syge og lad folk få penge mellem hænderne. Det var budskaber, som Per Dam, Karen Heidelbach og Morten Nielsen kunne lide fra aftenens partilederdebat.
I kølvandet på aftenens partilederdebat spurgte TV2 Nord tre nordjyder med noget på spil ind til deres reaktioner efter de politiske udmeldinger.
Normalt er der fyldt op med spisende gæster på Mortens Kro i Aalborg sådan en torsdag aften. Men på grund af corona er der tomt lidt endnu. Derfor kunne lokalerne bruges til tv-studie og en vurdering af de appetizers, som de politiske ledere serverede i aftens tv-debat.
For på mandag åbner en række brancher og store dele af Danmark op igen, og tre nordjyder så med spænding frem til, hvad de politiske spidser på Christiansborg bragte til bordet.
- Jeg var mest interesseret i at høre, om de ville præsentere en løsning for åbning af grænserne. Og jeg føler mig tryg ved, at det er man indstillet på at finde en løsning på. Det er utroligt vigtigt, at vi får turisterne tilbage og gang i hjulene igen, så jeg håber, man finder en løsning - hurtigt, siger Per Dam, direktør i Sol og Strand efterfølgende.
- For mig var det godt at høre, at politikerne har øje på, at genåbningen tager højde for og hensyn til de kronisk syge i Danmark, siger Karen Heidelbach, stifter af patientforeningen 'Organdonation, ja tak'.
For Morten Nielsen, indehaver af Mortens Kro, var der positive toner at spore i forhold til, at flere partiledere talte varmt for, at danskerne skal flere penge mellem hænderne.
- Jeg kan godt lide tanken om momsnedsættelse og frigivelse af feriepenge i håb om at stimulere forbruget, så der kan komme gang i detailhandel, hoteller og restauranter igen, for det er erhverv med mange arbejdspladser, som samtidigt er uddannelsesinstitutioner, forklarer han.
Det helt store emne i debatten var genåbningen af grænserne, der har stor betydning for Nordjylland, hvor udenlandske turister står for langt den største del af omsætningen.
- I hele branchen har vi tabt tre millioner overnatninger på gulvet. Det svarer til 2,3 milliarder i samfundseffekt, og hver eneste dag, grænserne er lukkede, koster det samfundet 100 millioner. Så det er vigtigt, at vi finder en løsning. Men vi skal selvfølgelig ikke åbne en port til alt og alle - vi skal sørge for at gøre det med omtanke, opsummerer Per Dam.
Se hele debatten i tv-indslaget øverst i denne artikel.