Skolerne er klar til en anderledes hverdag
Om mindre end 48 timer åbner de første nordjyske folkeskoler igen. På Karensmindeskolen i Støvring, er der i dag blevet sat telte og toiletvogn op for at kunne leve op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer.
Overalt i Nordjylland arbejdes der intensivt på at finde løsninger, der skal gøre det muligt at åbne skolerne for alle klassetrin mellem 0 til 5. klasse. Også her på Karensmindeskolen i Støvring, hvor de tager anderledes metoder i brug.
Det betyder blandt andet opstilling af telte og toiletvogne, der skal gøre det muligt at undervise eleverne mere udendørs. Og indenfor er klasselokalerne ændret, så der nu er færre elever og større afstand.
- Vi har fordelt børnene over hele skolen, og det betyder, at vi også har børn på vores gangarealer og i gymnasitksalen, men det kommer til at fungere. Børnene sidder tæt ved gardarobe- og toiletfaciliteter, så jeg er sikker på, at vi får en rigtig god hverdag, siger Henrik Weinkouff, skoleleder af Karensmindeskolen.