Statens Serum Institut: Restriktioner bør forlænges
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Hvis smitten skal inddæmmes, bør perioden med stramme restriktioner forlænges, mener Statens Serum Institut.
Statens Serum Institut mener, at de stramme restriktioner bør fortsætte.
Statens Serum Institut skriver i en netop udgivet rapport, at reproduktionstallet - det såkaldte R0-tal - for nuværende er 2,1 i Danmark. Dette betyder, at hver af de smittede patienter i Danmark i gennemsnit har båret smitten videre til 2,1 person. I Italien er dette tal 2,6.
Det skriver TV 2.
Det er Statens Serum Institut vurdering, at hvis de stramme restriktioner i Danmark fortsætter, vil dette tal kunne reduceres med yderligere 30-50 procent. Og det vil kunne mærkes positivt i sundhedsvæsnet, lyder det. Men det vil kræve en yderligere forlængelse af nedlukning og restriktioner i Danmark:
- En forudsætning for dette er dog, at perioden med nedsat kontakt i samfundet forlænges ud over den 30. marts 2020, skriver Statens Serum Institut i rapporten, der hedder "Vurdering af det aktuelle smittetryk i Danmark".
Statens Serum Institut understreger overfor TV 2, at der er usikkerhed i tallene, da reproduktionstallet bygger på data fra den første uge efter afbødningsstrategien blev sat i kraft og repræsenterer smittespredningen i samfundet før regeringens tiltag.
Statsminister Mette Frederiksen har indkaldt til pressemøde senere i dag, hvor emnet er coronavirus i Danmark.