Syv medarbejdere på Aalborg Universitetshospital i Hobro smittet med coronavirus

En patient på rehabiliteringsafdelingen på Aalborg Universitetshospital i Hobro førte smitte ind på afdelingen, hvilket nu har betydet, at hele afdelingen er lukket ned, da syv medarbejdere og otte patienter alle er smittet med coronavirus.

En rehabiliteringsafdeling på Aalborg Universitetshospital i Hobro er mandag lukket ned, da en patient, som var smittet, tog coronavirus med ind på afdelingen og spredte smitten til både ansatte og patienter på afdelingen.

Det fortæller klinikchef på Aalborg Universitetshospital Bent Wulff til TV2 Nord.

Patienten havde på forhånd fået foretaget en coronatest, der var negativ, men det viste sig alligevel muligt, at patienten kunne bringe smitten ind på afdelingen. Det har betydet, at afdelingen er lukket ned, og at alle otte patienter er flyttet til et corona-afsnit på sygehuset.

Nedlukningen rammer ned i en periode, hvor sundhedsvæsenet i hele Danmark er presset – både af stigende indlæggelsestal og af personale, der bliver hjemsendt, og derfor kalder Bent Wullf situationen alvorlig.

- Det er jo altid alvorligt, når medarbejdere bliver smittet, og derfor har vi været nødt til at lukke sengeafdelingen for at være sikker på, at vi har det personale, der er nødvendigt for at kunne tage os af dem.

Ingen af de smittede ansatte er indlagt, så de er udelukkende sendt hjem for at pleje sig selv og gå i isolation.


Seneste nyt

fra Nordjylland