02:50

Når mange nu alligevel er ude og nyde det gode vejr, så kan det lige så godt foregå med en affaldspose i hånden. Det mener tre unge i Rostrup ved Arden, der bruger deres ekstra fritid på at gøre rent i landsbyen.

Teenagere glæder landsby med forårsrengøring

Tre teenagere i Rostrup ved Arden bruger den ekstra fritid under corona-nedlukningen af deres skoler til at samle affald i byen.

Når mange alligevel er ude at nyde det gode vejr, kan det lige så godt foregå med en affaldspose i hånden. Det mener tre teenagere i Rostrup ved Arden, der bruger den uventede corona-frihed på at gøre rent i byen.

- Vi har alligevel ikke så meget andet at lave, nu hvor skolerne er lukket, og vi går derhjemme. Når vi går ture, kan vi lige så godt tage en skraldepose med og samle affald op på vejen, siger 19-årige Natascha Jensen fra Rostrup, der til daglig går på CKU Himmerland.

Sammen med sin lillesøster Lærke Jensen og veninden Camilla-Diana Kristensen har Natascha Jensen også kastet sig over et større projekt. Fredag gav pigerne byens busskur den helt store tur.

- Jeg fik ideen, fordi jeg har ventet nede i det skur mange gange, når jeg har hentet min søster ved bussen. Der lå masser af blade, affald og fuglelort derinde, siger Natascha Jensen.

Projektet tog halvanden time, og skuret er i dag rent og indbydende. Pigerne har fået masser af ros for forårsrengøringen fra andre borgere i byen, og købmanden over for skuret kvitterede med en sodavand efter arbejdet.

Godt for miljøet

Rostrups gader er blevet befriet for masser af cigaretskodder, fyrværkerirester og andet skrald. Pigernes motivation er at gøre noget godt for byen - men også for miljøet.

- Det tager rigtig mange år for miljøet selv at nedbryde det her affald, så vi gør miljøet en tjeneste ved at samle det sammen, siger 14-årige Camilla-Diana Kristensen fra Arden.

Nu lyder der en opfordring til andre fra skraldesamlerne i Rostrup.

- Flere og flere tager initiativ til at få gået en tur eller to lige nu. Så kan de lige så godt tage en sæk eller en pose med og samle skrald op, når de alligevel er ude på den gåtur, siger Natascha Jensen.