Testtider rives væk i Nordjylland

Lørdag går det omfattende arbejde med at teste over 280.000 borgere i de syv nedlukkede kommuner i Nordjylland. Arbejdet starter i Frederikshavn, hvor der på nuværende tidspunkt snart ikke er flere testtider tilbage.

Tidligere på ugen meldte statsminister Mette Frederiksen ud, at et omfattende testarbejde skal i gang. Håbet er, at alle borgere i de syv kommuner, der står over for en nedlukning, lader sig teste.

Lørdag går testarbejdet i gang i Frederikshavn og Thisted, og der er allerede stor interesse for at lade sig teste.

- Testtider i weekenden rives væk, og der er snart ikke flere tider at vælge i løbet af weekenden, hvor vi starter massetest i to kommuner. Nordjyderne i Frederikshavn og Thisted har en meget stor interesse i at lade sig teste. Det er grundlæggende godt for smitteopsporingen af den muterede virus, men vi kan ikke teste alle på en gang. Vi bliver nødt til at bede jer om at have tålmodighed, siger Jan Nybo, der er chef for regionens testindsats.

Region Nordjylland: Der er tider nok til alle

På trods af at det på nuværende tidspunkt kan være svært at finde en ledig tid, forsikrer Jan Nybo, at der er tider nok til alle.

- Vi vil løbende lægge flere tider op på coronaprover.dk, når det er muligt. Vi forventer at være i Thisted og Frederikshavn et godt stykke tid ind i næste uge, så bare rolig - vi skal nok få jer testet. Det bliver bare ikke nødvendigvis i denne weekend. Hold løbende øje med rn.dk/coronatest, hvor vi opdaterer med tid og sted for kommende testning, siger Jan Nybo.

Region Nordjylland gør opmærksom på, at det ikke er muligt at møde op til at blive testet uden at have bestilt en tid på forhånd. Det kan gøres på www.coronaprøver.dk.

Her kan du blive testet denne weekend

Thisted Kommune er der test lørdag-søndag, fra 9-17

 

• Vesløs: Hannæs Hallen Gamle Feggersundvej 29, 7742 Vesløs

 

• Hurup: Hurup Hallerne Idrætsvej 7, 7760 Hurup Thy

 

• Thisted: Thyhallen Lerpyttervej 50, 7700 Thisted

 

• Thisted: TestCenter Danmark, Højtoftevej 27700 Thisted

 

 

Frederikshavn Kommune: Test både lørdag-søndag, 9-17

 

• Sæby: Sæby Sundhedshus, Stygge Krumpens Vej 4, 9300 Sæby

 

• Østervrå: Østervrå Idræts- og Kulturcenter, Bredgade 6, 9750 Østervrå

 

• Skagen: Skagen Rådhus, Sankt Laurentii Vej 87, 9990 Skagen

 

 

Frederikshavn Kommune: Test både lørdag-søndag, 8-18

 

• Frederikshavn: Arena Nord, Harald Nielsens Plads 9, 9900 Frederikshavn

 

 

Frederikshavn Kommune test lørdag, 10-15

 

• Frederikshavn Havn: Paradiskajen, 9900 Frederikshavn


Seneste nyt

fra Nordjylland