Turistattraktioner oplever boom i besøgstal - må afvise folk i døren
Flere nordjyske indendørs attraktioner oplever en stor stigning i antallet af besøgende. Hos Nordsøen Oceanarium i Hirtshals er det normalt over halvdelen gæsterne, der er fra udlandet, men i år er 90 procent fra Danmark, og interessen er så stor, at de må afvise folk, som ikke har forudbestilt en billet.
Flere nordjyske indendørsattraktioner oplever en stor stigning i antallet af besøgende. Hos Nordsøen Oceanarium i Hirtshals er det normalt over halvdelen gæsterne, der er fra udlandet, men i år er 90 procent fra Danmark, og interessen er så stor, at oceanariet må afvise folk, som ikke har bestilt en billet i forvejen.
De lukker i øjeblikket færre gæster ind ad gangen end normalt på Nordsøen Oceanarium i Hirthsals på grund af coronarestriktioner, men samlet har de på denne tid af året langt flere besøgende end de plejer. Denne sommer har oceariet seks dage måttet lukke for salg af billetter, som ikke har været forudbestilt.
- Det er jo rigtig dejligt. Vi er meget taknemmelige for det, siger Karl Henrik Laursen, som er direktør i Nordsøen Oceanarium.
Mange danskere holder i år ferien i Nordjylland, fordi de ikke ønsker at rejse udenlands, og som et led i regeringens hjælpepakke er prisen på billetter hos flere kulturinstitutioner blevet halveret. Hos Nordsøen Oceanarium har det betydet 30 procent flere besøgende i juli sammenlignet med sidste år.
- Det går faktisk rigtig godt for turismeerhvervet i Nordjylland generelt set, men vi oplever et meget todelt år. Det ser rigtig godt ud her i juli, men i efteråret er der stadig mange tabte indtægter efter coronanedlukningen i foråret, der skal indhentes, siger Peter Krusborg, der er direktør for Destination Nordvestkysten.
Kan undgå økonomisk tab
Også på Museum for Papirkunst i Hune oplever de, at halvering af billetpriser og ustadigt sommervejr giver mange besøgende.
- Der er fuld speed fra man kommer om morgenen og indtil vi næsten skal skubbe folk ud igen. Det er jo positivt, siger museumsassistent Malene Koch fra Museum for Papirkunst.
I Hirtshals glæder oceanariets direktør sig over, at mange gæster benytter sig af at forudbestille billetter. Men den store efterspørgsel har også givet udfordringer på denne front.
- Vores system er blevet belastet, så det er faktisk brudt ned nogle gange, og vi har måttet ringe til vores leverandør og bedt dem om at skrue op for serverkapaciteten, siger Karl Henrik Laursen.
Peter Krusborg fortæller, at turismeerhvervet i 2020 formentlig lander et sted mellem balance og et tab på fem procent i forhold til normalt, hvilket ifølge turismedirektøren er et positivt resultat, når man ser på, hvordan udsigterne for året var i maj, mens dele af samfundet stadig var lukket ned på grund af coronapandemien.