Undersøgelse viser at sundhedspersonale mangler værnemidler: - De må se at få dem ud til frontlinjen
Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix
Næsten 20 procent af de adspurgte i en undersøgelse lavet af FOA, siger der ikke er værnemidler nok ude på arbejdspladserne.
Over halvdelen af de ansatte indenfor social- og sundhedsområdet har - stik imod myndighedernes meget klare anbefalinger - ugentlig ansigt-til-ansigt kontakt med borgere. Det viser en undersøgelse blandt 3900 af FOA's medlemmer.
Sundhedsstyrelsens retningslinjer tilsiger ellers at ansatte, der har tæt kontakt med andre bør bære maske eller visir, men det er der altså mange der ikke gør.
Den primære årsag til, at mange ikke bruger de anbefalede visirer eller masker er, viser undersøgelsen, at arbejdspladserne rundt om i landet, har valgt kun at bruge værnemidler, når der er tale om tæt kontakt mellem ansatte og konstateret eller mistænkt smittede.
- Der er kommet vejledninger fra Sundhedsstyrelsen i flere omgange, så det er måske nok forståeligt, hvis man er forvirret ude i kommunerne. Men i de nyeste vejledninger står der meget tydeligt, at man skal bære værnemidler ved tæt kontakt uanset om en person er smittet eller ej, forklarer Torben K. Hollmann der er formand for FOA's Social- og Sunhedssektor.
"Stærkt bekymrende" og "klart ledelsessvigt"
Derudover er der en stor del af de ansatte, der selv fravælger værnemidler og en ligeså stor gruppe, der ikke bruger værnemidler, fordi de er en mangelvare.
- Det er stærkt bekymrende, at der er ansatte, der selv fravælger værnemidler eller ikke er fuldt klar over i hvilke sammenhænge, de skal bruge værnemidler, siger Torben K. Hollmann, der kalder det et "klart ledelsessvigt" at de ansatte ikke kender eller følger retningslinjerne - ligesom mange ikke har adgang til værnemidlerne.
- Over for os siger KL og regionerne, at der er værnemidler nok i landet. Så må de se at få dem ud til frontlinjen. Det er fint hvis lagrene er fyldt op, men så må de se at få lastbilerne fyldt op også og få værnemidlerne sendt ud i virkeligheden, siger Hollmann til TV2 Nord.
Artiklen fortsætter under billedet..
Det er 18 procent af deltagerne i undersøgelsen der svarer, at der mangler værnemidler på arbejdspladsen mens hele 53 procent svarer, at procedurerne på arbejdspladsen lyder, at der kun skal bruges værnemidler ved konstateret eller mistænkt smitte med coronavirus - og det er stik imod myndighedernes anbefalinger.
- Det nytter jo ikke noget, at de retningslinjer, som er til for at sikre en forsvarlig åbning af for eksempel ældreområdet, ignoreres. Der skal være styr på de ting. Både på, at der er værnemidler nok og på, at retningslinjerne bliver overholdt, siger Torben K. Hollmann.