Uvished giver panderynker hos nordjyske arrangører

Statens Serum Institut anbefaler at genåbningen af Danmark standses, og det giver panderynker hos flere nordjyske arrangører af kulturbegivenheder. I Aalborg Kongres og Kulturcenter har coronakrisen allerede kostet millioner af kroner samt afskedigelser, mens de i Arena Nord i Frederikshavn opfordrer politikerne til at genåbne dele af Danmark, hvor der ikke er mange nye smittetilfælde.

Fremtiden er lige nu uvis for Arena Nord i Frederikshavn, da Statens Serum Institut har anbefalet politikerne at standse genåbningen af danmark, og det har allerede gjort ondt.

- Vi mister mellem fem og seks millioner som det ser ud, siger Per Malmberg, Direktør i Arena Nord.

Eventarrangører har i øjeblikket lov til at lukke 500 gæster ind til deres arrangementer, men efteråret byder efter planen på blandt andet store shows med Ørkenens Sønner og Nordic Ink Festival med - efter planen - flere tusind besøgende, og derfor håber Per Malmberg, at politikerne vil overveje at åbne samfundet op i landsdele, hvor der kun er få nye tilfælde med coronavirus.

- Nu så jeg her til morgen, at der kun er registreret tre nye smittede den seneste uge, her i Vendsyssel. Jeg syntes godt nok det er dramatisk at vi skal lukkes så meget ned. Vi skal stadig have respekt, det er her stadigvæk, men vi kan håndtere langt flere mennesker end 500, siger Per Malmberg.

Farvel til otte medarbejdere

I Aalborg Kongres og Kulturcenter bliver det i år ikke til 600.000 besøgende som det plejer, og det fik konsekvenser allerede før sommerferien.

- Vi sagde farvel til otte medarbejdere og  nedlagde 12 stillinger. Vi har lavet særlig aftale om millionbeløb med banken, siger Nicolaj Holm, Administrerende direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Der arbejdes både med en plan A og en plan B for efteråret, så klare svar fra politikerne her og nu er ikke et krav.

- Jeg vil i virkeligheden gerne arbejde med korte deadlines, så vi sidder med den rigtige viden og undgår for meget smitte i landet, siger Nicolaj Holm.

- Folk trænger til at komme ud

I Frederikshavn spejder de dog efter nyt fra Christiansborg i forhold til efterårets store arrangementer.

- Må vi, må vi ikke? Hvis vi ikke må, så må vi få det at vide, så vi kan agere i forhold til det, spørger Per Malmberg.

Politikerne går til forhandlingsbordet om genåbningens fase fire d. 12. august.

- Folk trænger til at komme ud. Vi skal overholde retningslinjerne og tage det alvorligt, men vi må ikke være for hysteriske, siger Per Malmberg.

Hjælpepakkerne til eventarrangører udløber med udgangen af august.


Seneste nyt

fra Nordjylland