Vaccinemangel: Region Nordjylland fastholder standby-strategi

Pfizer/BioNTech kan alligevel ikke kan levere op mod 100.000 vacciner i første kvartal. Derfor bliver vaccination af flere grupper i Nordjylland sat standby.

Nordjyder i vaccinegruppe tre og fem må væbne sig med ekstra tålmodighed, i forhold til hvornår de kan få det første af de to – for mange længeventede – stik, der skal sikre dem mod smitte med coronavirus.

Det er en opgradering af produktionen hos vaccineproducenten, så de fremover kan fremstille endnu flere vacciner, der for en tid bremser leverancerne til Danmark. I alt får Danmark 85.000-100.000 færre vacciner i første kvartal af året, end de danske myndigheder først var blevet lovet.

quote Jeg håber, at den her udsættelse kun er i en uges tid

Ulla Astman, Regionsrådsformand, Region Nordjylland (Socialdemokratiet).

Allerede i mandags sendte Region Nordjylland en pressemeddelelse ud, hvor de beskriver, hvad ændringen i vaccineleverancer betyder for vaccineudrulningen i Nordjylland, og regionen har onsdag bekræftet, at den seneste fra Pfizer/BioNTech melding ikke ændrer ved mandagens opdaterede planer.

Det betyder, at vaccination af nordjyder i målgruppe tre og fem; borgere over 85 år og borgere med tilstande og sygdomme, der medfører særligt øget risiko for alvorlige covid-19-forløb bliver udskudt på ubestemt tid – indtil der er klarhed for vaccineleveringerne.

- Jeg håber, at den her udsættelse kun er i en uges tid, og det gør jeg, fordi vi har fået melding, at så kommer doserne, vi er blevet stillet i udsigt, og forhåbentligt flere doser, end vi er blevet stillet i udsigt, sagde regionsrådsformand Ulla Astman (S) i mandags til TV2 Nord.

Derudover bliver vaccination af nogle borgere i målgruppe fire (hospitalspersonale og kommunalt plejehjemspersonale) også udskudt. Det sker, så regionen kan være sikre på, at der er vacciner nok til at give også andet stik til alle borgere, der har fået første stik, inden for de tre til fire uger, det er påkrævet.

Region Nordjylland oplyser onsdag, at de i morgen torsdag modtager 3510 nye doser, der bliver prioriteret til borgere – hovedsageligt plejehjemsbeboere, plejehjemspersonale og hospitalspersonale – der har fået første stik for tre-fire uger siden. Omkring halvdelen af dem vil gå til plejehjemsbeboere.  


Seneste nyt

fra Nordjylland