I en nordjysk avis var der en dag et læserbrev fra en tidligere vicepolitikommissær. Han var meget kontant - ja nærmest fortørnet - i sin melding om, hvorfor han mente, dansk politi var brudt sammen.

Han udtalte: ”I mine øjne har den akademiske politiledelse svigtet, fordi de ikke ved, hvad det vil sige at være politimand. De har aldrig gennemgået en politiuddannelse eller en politilederuddannelse, og det er såkaldte DJØF’ere med en juridisk eller økonomisk baggrund, som har gennemført centraliseringsøvelsen.”

Der er sågar også en komiker ved navn Per Helge, der har lavet et komisk show, der hedder ”DJØF med løgn”. Angiveligt skulle bemeldte komiker en gang selv have været DJØF’er. Tag den!

Det er på en eller anden måde dybt uretfærdigt, at DJØF åbenbart er blevet et skældsord i det danske sprog. Rigtig mange gange bliver der rullet med øjnene og lavet ansigter hver gang, ordet nævnes. Som regel handler det om, at der igen sker forringelser i professionelle miljøer ofte med konsekvens for den offentlige tryghed og de offentlige goder, som på en eller anden vis er blevet en del af den danske selvforståelse.

Strengt taget er DJØF vel ikke andet end endnu en fagforening, der forsøger at skabe de bedst mulige vilkår for sine medlemmer. Fagforeningen fortæller selv på internettet, at den har mere end 90.000 medlemmer. Det er godt nok mange, og de fortjener næppe alle, at man skal rense sin mund med sæbe, bare fordi man siger forkortelsen på deres fagforening.

En håbløs amatør

Der må være en grund til, at DJØF åbenbart er blevet et skældsord. Det, der undrer mig, er, at det altid er i faglige sammenhænge, at disse stakler hænges ud. Som om der ikke er respekt om DJØF’ers faglige kompetencer. Der må derfor være tale om, at det, de har forstand på, er noget andet end det, der er brug for i de stillinger, de bestrider. I miljøer, hvor det er højt professionelle mennesker, der løser dagligdagens opgaver, fremstår man hurtigt som en håbløs amatør, når man i tale eller handling tydeligt demonstrerer, at man ikke ved, hvad man har med at gøre. Som amatør bliver man hurtigt ensom blandt professionelle.

Jeg kan godt se, at det er vanskeligt at tage en chef alvorligt, der aldrig selv har været bare i nærheden af gulvet. Jeg kan også godt se det vanskelige i at tage en ledelseskonsulent uden ledelseserfaring alvorligt. Eller en administrationskonsulent, der aldrig har administreret andre end sig selv.

Noget af det, der tilsyneladende virkelig kan få professionelle mennesker til at rulle med øjnene, er, når de møder en organisationskonsulent op på arbejdspladsen. Organisationsændringer er åbenbart rådvildhedens svar på nonnens bønner. Måske fordi man kan tale om organisationsteori i timevis uden at afsløre den mindste faglige indsigt i den organisation, man er blevet bedt om at ændre.

Det nordjyske stammesamfund

For en professionel tømrer, forsker, sygeplejerske, musiker eller pædagog kan det være en lidelse at skulle forklare en amatør, hvad et fag drejer sig om, og hvorfor man udøver sit fag, som man gør. Ikke fordi man ikke kan forklare det, men fordi modtageren ikke har de mest basale forudsætninger for at forstå, hvad der bliver sagt.

Eller også har modtageren en helt anden dagsorden og har derfor ikke nødvendigvis interesse i at forstå, hvad man siger. Hvis man som professionel så oven i købet brænder for sit fag, bliver lidelsen ikke mindre. Tværtimod. Her tror jeg egentlig ikke, vi som nordjyder er meget forskellige fra de andre stammesamfund, der beboer den danske mark.

I denne lukkede kreds må jeg erkende, at selvom det kan lyde grimt, så har jeg faktisk personligt en gang mødt et par DJØF’er, som optrådte så amatøragtigt og uden situationsfornemmelse, at de til sidst nok ikke følte sig særligt velkomne. Men jeg har bestemt også mødt rigtigt mange, der vidste, hvad de havde med at gøre – jura og økonomi for eksempel – som var en fornøjelse at arbejde sammen med. Så helt skidt kan det vel ikke være?