De unge mennesker fra generationen efter mig er noget på nakken af mig en gang imellem.

Det handler om genbrug, plastikposer, affaldssortering, og jeg skal komme efter dig. Jeg ved jo godt, at de har en pointe. De har tydeligvis en forventning om, at kunne overtage en jordklode i nogenlunde forfatning.

Når jeg en gang imellem igen forbryder mig mod den sunde fornuft, og på ny må indkassere en reprimande, så er jeg egentlig glad for, at den yngre generation synes at være klar til at tage tyren ved hornene. Jeg er også ret sikker på, at når jeg engang skal sidde i min gyngestol og fintænke hele dagen, så vil der for alvor falde brænde ned, hvis jeg stadigvæk ikke har lært af fortidens synder.

Om ikke før, så kan jeg jo da til den tid fintænke over, hvordan verden ville have set ud, hvis generationen før mig, og min egen generation for den sags skyld, havde haft den samme tilgang til miljøet.

For jeg kan ikke huske, at der var ret megen snak om den slags i min barndom og ungdom. Til gengæld kan jeg huske en forbrugsfest, der næppe har set sit lige i Danmarkshistorien. Det har jeg skrevet et lille digt om. Udover læserens tilgivelse for mine ubehjælpsomme versefødder, håber jeg ikke mindst på tilgivelse fra mine gamle dansklærere på Centralskolen og Realskolen i Aabybro.

”For fremskridtets skyld blev der sagt,
når dem, der i dag har rundet de halvfjerds somre, talte om al den asfalt, der skulle lægges,
til alle de biler der skulle købes,
for at man skulle kunne køre hen til alle de supermarkeder, der skulle bygges,
for at købe al den importerede mad som skulle spises,
i alle de parcelhuse, der skulle bygges,
som skulle varmes op af al den olie,
der skulle forsvinde op ad skorstenene,
og falde ned som sort støv,
på lossepladserne,
for fremskridtets skyld.”

Jeg kan ikke på nogen måde mindes, at de voksne, altså dem der er født før og under 2. verdenskrig, talte om at ”brug og smid væk” metoden kunne være problematisk. Tværtimod var det en livsnødvendig overlevelsesforanstaltning.

Jeg kan også tydeligt huske, hvorledes de få, der manede til omtanke, blev gjort til grin. Men de var jo også tit langhårede, med langt skæg, og så gik de i genbrugstøj. Der gik også rygter om, at de endda var vegetarer og spillede mærkeligt musik. I Nordjylland blev de kaldt ”hippier”. Det var med dem, som med fremmedarbejderne. De fleste havde en mening om dem, men ingen kendte nogen. Kun i sort og hvidt fra fjernsynet. Og skulle der rent faktisk være nogen med kort hår, glatbarberede og i nyt tøj, der tillod sig at tale fremskridtet imod – måske de boede på Egholm – så blev de enten ignoreret eller gjort til grin.

Forleden gik jeg en tur i Aalborg. Der var rigtigt mange unge mennesker i byen. Mange af dem var langhårede, de unge mænd havde langt skæg og de gik alle tydeligvis i genbrugstøj. Jeg er sikker på, at de i deres høretelefoner spillede mærkeligt musik. Måske fordi jeg godt ved, at den er gal, så brændte min plasticpose lige pludselig i hånden på mig, men samtidigt blev jeg meget fortrøstningsfuld. Hvis ikke min generation og generationen før mig kan tage sig sammen, så kommer disse unge mennesker og gør det for os, hvad enten vi kan lide det eller ej. Så kan vi lære det.