Lige før jul kom en af de mest kendte sange fra Højskolesangbogen en tur i mediemøllen. Jeg tænker selvfølgelig på højskolesangbogens signatursang ”Den danske sang er en ung blond pige”.

Personligt synes jeg det er noget pjat, at føle sig krænket over afsyngelsen af en højskolesang. Jeg holder meget af at synge og jeg holder også meget af ”Den danske sang” – også selvom den danske sang for mig egentlig altid har været mere personificeret ved en kortbukset gavflab med sixpence og charmeklud, end ved en ung blond pige.

Det værste ved historien om ”Den danske sang” er, at uanset hvad man måtte mene om sangen og om krænkelseshistorien, så har sangen, som en anden hirtshalsdreng, som jeg sætter stor pris på, Hans Hauge, skrev et sted forleden, ændret betydning for altid. For hvis man synger sangen, så gør man sangen til en protestsang og hvis man ikke synger den, så har man givet efter. Så ifølge Hans Hauge kan vi fremover hverken synge den eller ikke synge den. Det synes jeg er synd. For jeg mener faktisk, at vi har brug for at synge mere sammen og ikke mindre.

Sangen samler os

For mig er der ikke noget, der kan integrere en forsamling, som netop det at synge sammen. Når vi synger, lever vi os selv ud, og når vi synger sammen med andre, lever vi os selv ud sammen med dem. Man bliver så at sige ét med hinanden gennem fællessangen, fordi man herved får fælles åndedræt og hjerteslag. Salige Grundtvig beskriver denne særlige følelse ret præcist i sangen ”Alt, hvad som fuglevinger fik” fra 1851: ”og friest er dit åndefang, når dybt du drager det i sang, så højt i sky det klinger!”.

Det er næppe en overdrivelse at påstå, at netop fællessang, lige siden de folkelige og kirkelige vækkelsers gennembrud i 1840´erne, har været et af de stærkeste udtryk for dansk kultur, både den nationale og den kirkelige kultur.

Højskolesang, Shubberne og gavflaben

Når man som jeg er opvokset i et kristent hjem og igennem barndommen og ungdommen er færdedes i folkekirkelige kredse, har netop fællessangen været en helt naturlig del af opvæksten og dagligdagen. I min folkeskoletid i Hirtshals sang vi altid to sange, når der var morgensang. Den første skulle være en af de gode gamle sange fra højskolesangbogen, så måtte den anden sang gerne være en med Kim Larsen eller Shu-bi-dua – ja, der var han igen, ham den kortbuksede gavflab.

I dag taler vi meget om danskhed og dansk kultur. Men det er som om, at vi har svært ved at få greb om det. Jeg er overbevist om, at hvis vi får genopfundet den folkelige fællessang, så finder vi også nøglen til igen at forstå, hvad danskhed og dansk kultur handler om. For mig er der en logisk sammenhæng mellem fællessang og sammenhængskraft. Derfor er der også en logisk sammenhæng mellem fællessang og integration.

Vi skal have fællessangen tilbage

Et typisk eksempel på denne sammenhæng finder vi faktisk i én af de mest danske sange, som jeg kender, ”Jeg elsker de grønne lunde” fra 1873, hvor det i sidste vers, lyder sådan: ”Men end er der sang i skoven, højt bølger det røde flag, end er der en Gud foroven, der råder for Danmarks sag”. Jeg vil påstå, at alle, der af hjertet og af deres lungers fulde kraft kan synge med på disse linjer er dansk i sjæl og sind. Og når eksempelvis danske jøder har kunnet synge med på denne smukke grundlovssang, så kan danske muslimer vel også gøre det i dag.

Hvis vi skal lykkes med at få givet den folkelige fællessang fornyet styrke og kraft, er det for mig at se nødvendigt, at den får en bred folkelig appel. Det betyder med andre ord, at vi må genopfinde fællessangen nationalt i folkeskolen og få både lærere, elever og forældre med på tanken.

I folkekirken gør man allerede en ihærdig indsats mange steder, for at genopfinde den folkelige fællessang, lige fra babysalmesang for de mindste og til syng-sammen arrangementer for pensionisterne rundt omkring i sognegårde og på plejehjem.

Det vil blive et langt, sejt træk at få fællessangen tilbage som en naturlig del af hverdagen, der hvor mennesker samles. Men jeg tror det vil styrke sammenhængskraften i vores land.