BLOG: ”Jeg blander mig ikke med ledelsen”

Christian Borrisholt Steen reflekterer over de forskellige anskuelser, der er på ledelse og medarbejdere. Hans mener, at de er hinandens afhængigheder og ikke hinandens modsætninger.

Kender du det, at man som barn eller teenager hører ens forældre tale om noget, som man helt grundlæggende synes lyder mærkeligt. Det kan typisk være noget, hvor man flere år senere - med den voksnes evne til refleksion- finder ud af, at oplevelsen fra barndommen måske har lagret sig i hukommelsen, fordi det mærkelige først og fremmest handlede om et sammenstød mellem forskellige menneskesyn og værdier, og at det netop var derfor, at det, man hørte dengang for mange år siden, lød mærkeligt og uforståeligt.

Personligt havde jeg sådan en oplevelse, da min nu afdøde far for mange år siden kom hjem og fortalte, at direktøren og grundlæggeren af den maskinfabrik, som min far havde arbejdet på i næsten et kvart århundrede, var død og skulle begraves. Som det naturligste i verden havde min far kontaktet én af kollegaerne fra dengang og spurgt ham, om han ville med til begravelsen. Kollegaen affejede min fars forespørgsel med ordene: ”Jeg blander mig ikke med ledelsen”.

Til eftertanke…

Jeg syntes, kollegaens reaktion var mærkelig dengang, og det synes jeg sådan set stadigvæk. Den afdøde grundlægger af firmaet havde gennem mere end halvtreds år skabt massevis af arbejdspladser og vækst i byen. Skulle man så ikke kunne vise ham en sidste ære?

Kollegaens reaktion i forbindelse med direktørens begravelse og udtrykket ”jeg blander mig ikke med ledelsen” er sikkert ikke enestående, og jeg tænker også, at udtrykket er ganske typisk for en traditionel industri-samfunds-tankegang, hvor ledere og lønmodtagere blev betragtet som hinandens modsætninger. Men i virkeligheden er lederen og lønmodtageren jo ikke hinandens modsætninger men tværtimod hinandens forudsætninger.

I modsætning til min far har jeg aldrig lært at svejse, og jeg har derfor heller aldrig prøvet at lave store maskiner og rustfrie stålkonstruktioner til skibsindustrien, men jeg har altid været fascineret af de ting, som min far var med til at lave, da han arbejdede på havnen i Hirtshals. Selvom min far ikke nåede at lære mig at svejse, så lærte han mig noget andet. Han lærte mig blandt andet, at ledere og direktører – på samme vis som alle andre – også er en slags mennesker. Tak for det!

En mission med mening

I dag er jeg så heldig at arbejde i en organisation, hvor man hellere end gerne må blande sig med ledelsen og give dem gode ideer, og hvor organisationens overordnede mission er at skabe større arbejdslyst på danske arbejdspladser. Det er en mission, der giver rigtig god mening for mig. Netop tanken om, at arbejdsgivere og lønmodtagere ikke først og fremmest er hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger giver god mening for mig i mit daglige arbejde.

quote Netop tanken om, at arbejdsgivere og lønmodtagere ikke først og fremmest er hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger, giver god mening for mig i mit daglige arbejde.

Christian Borrisholt Steen

Hvert år spørger Krifas Videncenter for God Arbejdslyst, i partnerskab med Institut for Lykkeforskning og i samarbejde med Kantar Gallup mere end 2.500 danskere lønmodtagere, hvad der skaber god arbejdslyst for dem. Det handler blandt andet om at opleve mening i arbejdet, om at have en oplevelse af at kunne mestre de arbejdsopgaver, som man stilles overfor og om god ledelse.

Men det handler også om noget andet. Noget, der for mig trækker en rød tråd af mening tilbage til føromtalte oplevelse fra barndommen. Det handler nemlig også om, at arbejdsgivere og arbejdstagere har en fælles interesse i god arbejdslyst, og at begge parter er afhængige af hinanden, hvis det skal lykkes at skabe større arbejdslyst på arbejdspladsen. Glade chefer giver glade medarbejdere, og glade medarbejdere giver glade chefer. Det er egentlig ret enkelt, og det giver god mening.

OM BLOGGEREN

Christian Borrisholt Steen er familiefar, vendelbo, ordkløver og foredragsholder med en forkærlighed for dialog om etik, tro og eksistens. Han er cand.mag. i Samfundsfag og Psykologi fra Aalborg Universitet og har en masteruddannelse i etik og værdier i organisationer fra Aarhus Universitet. Han var i perioden 2012 til 2018 medlem af Det Etiske Råd.


Debat

210918 René Zeeberg

Turismedirektør: - Håb er ikke en strategi

030118 Christian Roar Pedersen - sognepræst, Hals.jpg

Præst omfavner julesorgen: - Vi skal invitere vores døde med rundt om det tændte juletræ

christian borrisholt steen blog 2020

Blog: At rejse er at leve

Tonny Thorup er direktør for Destination NORD.

Frem med visa-kortet: Gå trygt ud og spis!

indlæs flere

Seneste nyt

fra Nordjylland