Frem med visa-kortet: Gå trygt ud og spis!

Tonny Thorup opfordrer nordjyderne til at hive visa-kortet op og støtte de lokale restauranter.

Nordjyderne er blevet bange for at gå ud og spise.

Efter de sidste opstramninger på corona-restriktioner er aflysningerne rullet ind hos nordjyske restauranter og cafeer. Sommeren har ellers været nådig ved de fleste i branchen, men nu bliver folk væk.

Hvad handler det om?

quote For hvis vi hver især stopper med at spise ude, så stopper vores favoritrestauranter med at eksistere.

Tonny Thorup, direktør, Destination NORD

Måske mest af alt, at vi er blevet lidt bange og forvirrede over reglerne. Blandt andet når vi er på spisesteder og cafeer. Resultatet er, at vi simpelthen bliver hjemme. Vi venter lige lidt, for så går det nok over med de mundbind, og hvornår skal man også have dem på?

Sagen er nok, at vi skal vænne os til de mundbind og at have dem på, når vi færdes i byen i nogle måneder endnu. Derfor kan vi også lige så godt komme i gang igen med nogle af de ting, vi elsker: nemlig at gå ud sammen og spise. Naturligvis under corona-sikre forhold.

Tonny Thorup opfordrer nordjyderne til at hive visa-kortet op og spise på de lokale restauranter.
Tonny Thorup opfordrer nordjyderne til at hive visa-kortet op og spise på de lokale restauranter.
Foto: Mick Knive Anderson

Vores favoritrestauranter stopper med at eksistere

Mange af virksomhedernes arrangementer, events og møder bliver lige nu aflyst. Det går sågar udover de mange julefrokostarrangementer. Så nu er det tid til at vi privat må tage ”skeen i den anden hånd” og tage ud lokalt.

OM BLOGGEREN

Tonny Thorup er 49 år og bor i Aalborg. Han er direktør for turismen i Aalborg, Frederikshavn, Brønderslev og Læsø kommuner og har i mange år arbejdet som erhvervsdirektør i Aalborg Kommune.

 

Tonnys personlige slogan er ”Handling slår alt”, og han er overbevist om, at vi nordjyder praler for lidt at os selv, vores fortræffeligheder og skønne landsdel.

 

Han er ivrig håndboldtræner i Aalborg KFUM for sin søns årgang.  Er ivrig Spotify-bruger døgnet rundt og holder naturligvis med AaB, Liverpool og Barcelona i fodbold.

Hvis ikke det handler om hygge og behov for at komme ud og slippe for den daglige pasta, så handler det i hvert fald om at holde liv i vores spisesteder og cafeer. For hvis vi hver især stopper med at spise ude, så stopper vores favoritrestauranter med at eksistere.

Restauranterne gør alt, hvad de kan, for, at du skal føle dig tryg og sikker, og vi har endda vores egen nordjyske erhvervsministers ord for, at det er helt ok. Vi må endda bruge indefrosne feriepenge på forhånd.

Så hiv visa-kortet op, grib familien og gå trygt ud og spis!


Seneste nyt

fra Nordjylland