DGI sætter tilmeldingsloft på landsstævne: Billetterne bliver revet væk
Foto: Lars Lyngdahl
Der er så stor tilslutning til landstævnet 2017 i Aalborg, at DGI og Aalborg Kommune har valgt at sætte loft på antallet af deltagere.
Man skal skynde sig, hvis man vil sikre sig en deltagerbillet til DGI Landsstævne 2017 i Aalborg. DGI og Aalborg Kommune har nemlig valgt at sætte et loft på 28.500 deltagere.
Der er allerede solgt 23.500 deltagerbilletter til landsstævnet, og dermed er der kun 5000 billetter tilbage.
Man har valgt at sætte loft på tilmeldingen for at give den bedst mulige oplevelse ved de i alt 25 idrætter og 400 aktiviter.
- Så vi vil klart opfordre alle, der har planer om at deltage i landsstævnet, til at købe billet hurtigst muligt, siger Søren Brixen, der er adm. direktør i DGI.
Billetterne til DGI Landsstævne blev sat til salg den 1. oktober 2016, og interessen har været stor. I løbet af de første fem uger havde over 20.100 tilmeldt sig - allerflest fra Nordjylland.
Samtidig har antallet af efterskoleelever i den grad oversteget forventningerne og sat rekord. 6700 elever fra 61 skoler deltager i landsstævnet, og efterskoleholdet vil efter alt at dømme udgøre verdens største opvisningshold til deres tre shows i Aalborg.
Deltagerbilletter til landsstævnet kan købes frem til den 7. april. Men hvis tilmeldingsloftet nås inden, lukker billetsalget der.
- Vi ved fra tidligere landsstævner, at deltagerne ofte køber deres billet lige op til, at tilmeldingen lukker. Ved landsstævnet i Aalborg vil de resterende 5000 billetter blive solgt efter princippet først til mølle, og derfor er vores anbefaling, at kommende deltagere køber billet hurtigst muligt, siger Søren Brixen.
DGI Landstævne finder sted fra 29. juni - 2. juli 2017.