Rekordmange meldt til landsstævne
Mere end 20.000 har allerede tilmeldt sig DGI's Landsstævne 2017, og målet er at få mindst 5000 mere med, når stævnet løber af stablen i det centrale Aalborg til sommer.
Når der til sommer er DGI Landsstævne i Aalborg bliver det med rekordmange deltagere. Mere end 20.000 har allerede tilmeldt sig.
Fra 29. juni til 2. juli 2017 bliver Aalborg mere end 20.000 mennesker rigere. Det sker, når DGI's landsstævne rammer den nordjyske hovedstad. På DGI's årsmøde, som i år afholdes i Nordkraft i Aalborg, blev det lørdag offentliggjort, at 20.106 deltagere allerede har tilmeldt sig, og inden tilmeldingsfristen udløber til april, ventes det, at tallet når helt op på omkring 25.000. Ved DGI's seneste landsstævne i Esbjerg endte deltagerantallet på godt 23.000.
Tlmeldingen har kun været åben i fem uger, og sammenligner man med landsstævnet i Esbjerg i 2013, er der på nuværende tidspunkt mere end 4000 flere tilmeldte til sommerens landsstævne i Aalborg.
- Vi er rigtig glade for, at deltagertallet allerede nu sætter rekord. Det viser en klar tendens til, at danskerne gerne vil dyrke deres idræt i fællesskab med andre, siger administrerende direktør i DGI, Søren Brixen.
Landsstævnet byder på mere end 25 forskellige idrætsgrene og mere end 400 forskellige workshops, så der bliver rig mulighed for at prøve kræfter med nye idrætsgrene eller hente inspiration inden for den idræt, man allerede dyrker.
- Landsstævnet er Danmarks største breddeidrætsevent, og det foreløbige rekordhøje deltagertal viser tydeligt, at danskerne bakker op. Deltagerne hiver fire dage ud af kalenderen for at dyrke idræt både på egen hånd og på hold, og samtidig oplever de den særlige stemning, der er til et landsstævne, siger Søren Brixen.
DGI forventer, at mere end 750 højskolelever deltager i stævnet, mens mere end 5000 efterskoleelever allerede har meldt deres ankomst. Efterskolerne skal træne sammen forud for stævnet og levere fælles shows som verdens største opvisningshold.