DigiTALT-debattør om spøgelsesjagt: - Det er fuldkommen tosset!
Tonny Thorup har ikke den store fidus til flere timers spøgelsesjagt om natten og kunne aldrig drømme om at melde sig frivilligt til at blive skræmt. Det fortæller han i denne uges udgave af debatprogrammet DigiTALT.
Natten mellem torsdag og fredag i sidste uge sendte TV2 Nord live på facebook i fire timer, mens holdet bag spøgelsesjægerprogrammet, ”Er der nogen”, tog 22 seere med på spøgelsesjagt på Sæbygaard Slot. Spøgelsesjagten høstede over 20.000 visninger i nattens løb.
Men eventen, som var stablet på benene i anledning af Halloween og blev sendt i tidsrummet mellem midnat og klokken 4, fik på ingen måde Tonny Thorup til at skulke fra sin nattesøvn.
- Jeg kan jo godt se, at folk er helt tossede med det, men jeg melder mig ikke, konstaterer han kontant i denne uges udgave af DigiTALT.
- Jeg forstår det overhovedet ikke! En ting er Halloween, men jeg forstår simpelthen ikke, at folk melder sig frivilligt til at blive skræmt. Jeg kunne aldrig drømme om det, siger han.
Mikael Espensen kan dog sagtens se det sjove i såkaldte ”scarehouses,” hvor det mest af alt handler om at skræmme folk, ligesom han også er stor fan af gyserfilm.
- Jeg afviser alt, hvad der har med spøgelser at gøre. Men samtidig kan jeg dog sagtens blive skræmt af spøgelsesfilm, fortæller han.
Artiklen fortsætter under videoen.
Ugens panel i DigiTALT
Mikael Espensen
Kreativ direktør, Reklamebureauet Weltklasse
Ditte Maria Kollerup
Indehaver, KFS Boligbyg
Tonny Thorup
Erhvervsdirektør, BusinessAalborg
Har ugens panel tatoveringer?
I ugens DigiTALT bliver der også tid til at runde Nordic Ink Festival i Frederikshavn. Hundredvis af kommentarer og reaktioner fulgte i kølvandet på TV2 Nords videoer fra den årlige tatovørfestival i Arena Nord. Og adspurgt, om nogle af paneldeltagerne er indehavere af en tatovering, rakte både Tonny Thorup og Ditte Maria Kollerup hånden i vejret.
- Jeg har en lille tatovering ved kravebenet. Vi besluttede os for et hemmeligt ”livsmantra” og så fik hun en lille tatovering på hånden og jeg fik den på kravebenet, fortæller Ditte Maria Kollerup om dengang, hvor hun sammen med en veninde fik en tatovering. Et valg, hun i øvrigt aldrig har fortrudt.
Tonny Thorup hævder, at han har BusinessAalborgs logo tatoveret på overarmen. Det står dog hen i det uvisse, om tatoveringen, der sjældent bliver vist frem, skal have selskab af yderligere en permanent blækudsmykning.
- Det kommer jo an på, om jeg skifter job på et tidspunkt, griner han og uddyber:
- Det med tatoveringer er meget fascinerende. For mange af dem, der får lavet tatoveringer, handler det jo ofte om at give udtryk for nogle meget store følelser, siger han.
I programmet bliver der også tid til debat om børnehavebørn, som ifølge en ny dokumentar, kun har meget begrænset voksenkontakt i løbet af en dag. Og så bliver det også afsløret, hvor gode ugens panel egentlig er til at holde styr på nøgler, telefon og kreditkort i hverdagen.
Se DigiTALT i aften klokken 19.50 på TV2 Nord Salto - eller allerede nu i playeren over artiklen.