Tonny Thorup: Ude af kontekst, at ishockeyspiller risikerer dom for vold
Ifølge Tonny Thorup er det en overreaktion, at en ishockeyspiller fra Frederikshavn White Hawks er blevet sigtet for vold mod en modstander.
I denne uges udgave af TV2 Nords debatmagasin DigiTALT var der delte meninger om grænserne indenfor ishockey. Erhvervsdirektør i BusinessAalborg, Tonny Thorup, mener for eksempel, at der er forskel på, om et knytnæveslag bliver givet på eller udenfor ishockeybanen.
Er det en overreaktion, at Nordjyllands Politi har sigtet en spiller fra Frederikshavn White Hawks for vold, efter han tildelte en modstander et knytnæveslag, som resulterede i en hjernerystelse?
Ja, lyder svaret, hvis man spørger Tonny Thorup, erhvervsdirektør i BusinessAalborg. Han er den ene af tre veloplagte debattører i den seneste udgave af DigiTALT, som altså blandt andet handler om det famøse knytnæveslag, som Kristian Jensen fra Frederikshavn White Hawks tildelte Lucas Bjerre Andersen fra Odense Bulldogs under en ligakamp for nylig.
Se hele denne uges DigiTALT her:
Artiklen fortsætter under playeren
Efter knytnæveslaget faldt Lucas Bjerre Andersen til isen og pådrog sig en alvorlig hjernerystelse. Men at det bliver – i dette tilfælde meget – korporligt i ishockey, er en del af sporten, mener Tonny Thorup.
- Jeg synes, at det er at tage det ud af kontekst, at man tager det ned i retten og faktisk kan komme i fængsel for det, siger han.
Mette Kirstine Goddiksen, klummeskribent og journalist hos Kunsten i Aalborg, er dog langtfra enig.
- Jeg er enig i, at det ikke giver mening at anmelde en bokser for vold. Men lige her synes jeg godt nok, at den går over stregen. Det er ren, rå vold, der bliver begået, siger hun.
Om Tonny Thorups holdning er til at rokke ved, om slow-tv til demente er en god ide og om skoleelever bare skal demonstrere derudad – eller passe deres skole, er blot nogle af de ting, som panelet vender og drejer i denne udgave af DigiTALT.
I debatpanelet i denne uge:
Mikael Espensen
Kreativ direktør, PR- og reklamebureauet Weltklasse
Mette Kirstine Goddiksen
Klummeskribent og journalist
Tonny Thorup
Erhvervsdirektør, BusinessAalborg