Aalborg-klub vil lave rent lokalt kvindehold: I år prøvede de kræfter med de danske mesterskaber
DM-ugens helt store trækplaster, DM i cykling, blev i år endnu en gang kørt på nordjysk vej.
Kvindecykling er på fremmarch i disse år, og Aalborg er ingen undtagelse.
Fra næste sæson arbejder de i Aalborg Cykle Ring på at få lavet et kvindehold - kun med lokale ryttere.
Allerede nu er rytterne på plads, og derfor skulle de søndag prøve kræfter med de danske mesterskaber til DM-ugen.
- Det er gået virkelig hurtigt, efter at kvindernes Tour de France er kommet til. Og efter Tour-starten i Danmark sidste år er der virkelig kommet mange piger til, og det ser vi også i vores klub, fortæller Michelle Hvid Hansen fra Aalborg Cykle Ring.
Men der er stadig forskel i feltet. De bedste ryttere kører på fuldtidsprofessionelle hold. I Aalborg har de hverken sponsorcykler eller servicebiler. Endnu.
Svært løb for Aalborg-holdet
Kvinderne skulle søndag ud på 127,2 kilometer i det nordjyske landskab med afslutning på Vesterbro i Aalborg.
Undervejs går det helt galt for den kun 18-årige Gertrud Riis Madsen, da hendes gearkabel knækker.
Og uden reservecykel og servicevogn er den unge rytter nødt til at trække sig fra løbet.
- Fuck, det er nederen, at det slutter sådan her. Det kan jeg slet ikke have. Men det er også det, der er sådan lidt åndsvagt og samtidig fint ved cykelsport. Man træner i så lang tid, og så kommer det helt an på dagen med held og nogle gange uheld, siger hun.
Ude på ruten er Julie Marckmann Sørensen stadig med. Hun sidder dog bagerst i feltet og forsøger at hænge på.
Først på den berømte Skovbakkevej bliver Aalborg-rytteren sat af hovedfeltet.
Ingen i feltet kunne følge professionelle Rebecca Koerner fra Uno X-holdet, der kørte først over målstregen og det næste år kan kalde sig dansk mester. Julie Marckmann Sørensen kommer i mål 13 minutter senere.
- Jeg er godt tilfreds. Målet var egentlig at komme med ind til Aalborg, og så kunne jeg se, at jeg kunne gennemføre, og der blev det mål nummer to. Og det gjorde, så det er en kæmpe sejr, lyder det fra Julie Marckmann Sørensen.